Lazy Sunday lovely Sunday

It's raining gray mist over green mountains, we're drinking tea and reading random books from worn out shelves, traipsing out on little tours for milk & chocolate, meeting already familiar faces, hanging clothes to dry inside, everything is already sparkling clean, potatoes cooking on the stove, paint is drying, meditating on the movement of veil tails in the fish tank, quietly tapping away on silent Sunday.

Aberøven

Mennesket er et vanedyr og jeg er i allerhøjeste grad et menneske. Efter en lille uges tid på the flying nun har jeg etableret en skriverutine om dagen, hvor der er dejligt fredeligt og roligt og internettet sædvanligvis fungerer. Om aftenen tager jeg ned på stranden og kigger på solnedgang og sene surfere når det er blevet behageligt kølig og shorts og trøje er passende beklædning.

I dag mente jeg dog at det var på tide at jeg rent faktisk holdt ferie i min ferie og tog på stranden, så computeren blev lukket tidligt, jeg ordnede lidt cykelrelaterede ting og var på stranden ved totiden. Det er en dejlig strand, den er kilometerlang, sandet er gyldent, surferne pæne, vandet er blåt og køligt; kort sagt det perfekte sted at ligge og spise is, læse kitschede romaner, småsove, sole sig og bade. Og skolde sin balder ganske lyserøde. Jeg håber det går over igen før jeg skal ud at cykle.

I abandoned the daily routine of writing during the day - going to beach in evening today, lolling about on Gisborne Midway Beach for some hours in the afternoon, which was lovely. Eating Ice cream, bathing, reading etc. Including burning my bum quite pink and tender. I hope it's gone back to normal before the biking starts. Sunsets it is from now on.

Rejsebrev I

Gisborne, Flying Nun søndag 8/1-2012.

Jeg keder mig. Kedsomhed er ofte en del af rejsen, og en lidt overraskende del, for vi tager jo netop ud for at opleve nye og spændende ting og undslippe den daglige trummerum og kedsomhed. Ikke desto mindre tales der forbløffende meget om "derhjemme" på hostels; hvor kommer man fra, hvad laver man der, hvad skal man når man kommer hjem igen. Et andet udbredt emne er hvorfor man tager ud at rejse, vi er en navlepillende flok og utroligt mange tager ud for at finde sig selv,og finder vist i virkeligheden ikke så meget andet end bunden af en flaske hvidvin og muligvis nogen at være nøgen med, for hvad søren skal man egentlig foretage sig når aftenen og natten falder på, og bor på hostel med hundrede unge mennesker mellem 19 og 22, der også er ude at lede efter sig selv på en subtropisk strand.

Så bliver jeg den sære gamle tante, ikke sur, skal det lige tilføjes - hvis jeg selv var 21, ville jeg nok være ret vild med at befinde mig på et hostel fyldt med sydamerikanere og hvidvin og fiesta i et subtropisk sommerklima - men sære, fordi jeg gider simpelthen ikke.
Jeg gider ikke drikker mig fuld i billig vin, fordi der ikke er andet at lave, jeg gider ikke flirte med folk, der er syv år yngre end mig, for de syv år gøre en så stor forskel at vi befinder os i forskellige verdener, jeg gider ikke bruge hvad der essentielt er min ferie, på at se youtubevideoer af andres menneskers venner og katte. Jeg vil hellere læse en bog, tage på museum, være lidt alment turistet, tale med de lokale og skrive på den store roman. Ørepropper er essentielle når man bor på hostel, og ligeledes evnen til at beskæftige sig selv.

I virkeligheden er jeg måske blevet for gammel til at være backpacker, og det har kun lidt med alder at gøre, men næsten alt med attitude. Jeg er her ikke for at finde mig selv, heller for at finde et bjerg, der kan udfordre mig, en historie, der er interessant og mennesker, der kan fortælle mig om det land jeg befinder mig i. Jeg er her for at opleve, lære, noget nyt, og lige nu føler jeg mig gammel. Det er ikke i det indre, men i det ydre rum jeg vil på opdagelse.

Metablogging

Indtil videre er det vist kun mennesker, jeg også taler med i virkeligheden, der læser med her, men for at undgå alt for meget stilstand før interessante aktiviteter for alvor igangsættes, kan jeg opdatere om de lidt mere uinteressante aktiviteter der er i gang lige nu.
Jeg har været i Norge og besøgt Papa Bear med hans gamle venner, der også er omkring de 60 alle sammen og åbenbart får man en revival i de de yngre, ældre år; den første der gik i seng var mig, og dem, der var mest fjollede, var de sølvgrå herrer, der udnævnte sig selv til ærede logebrødre med hemmelige håndtegn og en meget fin brystnål og skålede på hele balladen i græsk brændevin, en fin metaxa - absolut ikke ouzo - præciserede min far, fordelen ved at blive ældre er åbenbart at man har råd til femstjernet brændevin til fjollerierne.

Vel hjemme igen har jeg pakket liv og møbler sammen, givet min kolossale ikeaseng væk til en enlig mor med små børn, hvilket føltes langt mere tilfredsstillende end at sælge den.  af resterende ejendele er en del kommet  på lager og en del ud til den yndige kæreste, som jeg nu skylder både kage og middage til gengæld for flyttehjælpen. Jeg råbte ikke særlig meget, og mest af låsen, der ikke ville passe til min nøgle på lageret. Den yndige mobbede mig, for at have så svært ved at samarbejde med andre mennesker, der ikke bare gør som jeg siger.Lørdag den femte flyttes både mine og den yndiges ejendele sammen i en lejlighed i Aalborg, og jeg tør ikke love hverken blogopdateringer om hvordan det går, eller hvorvidt vi så stadig er kærester, eller om jeg har slået op i bar arrigskab. Den 14 tager jeg afsted, og så satser vi på at vi godt gider være kærester når jeg kommer hjem.

I mellemtiden genstår blot en mængde praktiske detaljer, en rejseforsikring, et visum (der først kan søges om, når der er mere løn på kontoen), praktiske opkald til fagforening (hvor deres computer forhåbentlig virker så de faktisk kan hjælpe), et internationalt pressekort, et mastercard, hvis nu man smider visakortet væk og alt det andet der står på listen. Flybillet til London! Det skal jeg også huske.

Dog er der først den sidste arbejdsweekend, afskeder fordelt udover vennekredsen med tilhørende udleveringer af møbler og køkkenmaskinpark (den yndige gider ikke have alt mit kokkeriskrammel i køkkenet, før jeg selv er der og laver mad) og til sidst et brag af en afskedsfest, hvor der skal drikkes alt det resterende farmorsprut fra sidste sommers mærkværdige arv.

Så pakker jeg og rejser, og nu er der præcis  to uger og tre dage tilbage.

Dagsrapport 1

• Min far har ringet og forklaret hvorfor der er højvande i Københavns havn, når der er vestenvind. Det er fordi vandet bliver presset fra Kattegat ned gennem Øresund til Østersøen. Noget af det havner så i havnen, og kan ikke komme ud igen, før vinden vender og det bliver østenvind. Idag holdt det op med at blæse og var helt smukt og stille da jeg mødte på arbejde. Vandet sank 30 centimeter på et par timer. Han fortalte også at jeg skal være opmærksom på at der er nogle steder i New Zealand, hvor man ikke kan drikke vandet fordi der lever bakterier i det. Det vidste jeg godt, men kun fordi det stod i Lonely Planets guidebog.

• Jeg var ude at kigge på stjerneskud med den yndige i går aftes, da Giacobini-Zinner kometen fløj forbi. Vi lå ved officersskolen med en kop te og glanede op i himlen, og jeg forsøgte at komme med romantiske livsvisdomme a la 'når nogle stjerner dør, før der overhovedet er nogen der ser dem, så er et år jo ikke så længe', mens den yndige ræbede sig og tænkte på fodboldresultater og en familie med utroligt larmende piger på syv, otte og ni løb rundt ved siden af. Der var hele tiden små stjerneskud lige ude i øjenkrogen. Jeg ønskede mig ikke noget, den yndige ønskede sig noget, men måtte ikke sige hvad det var, for så går det ikke i opfyldelse og det skal ønsker.

• Jeg har inviteret til farvelfest den første fredag i november og fem har meldt sig til indenfor en time. Jeg kommer nok til at savne mine venner mere end jeg regner med.

• Jeg har ni vagter tilbage før jeg skal afsted og jeg glæder mig som et lille barn (eller en arbejdssky teenager) til sæsonen er helt slukket og lukket, for nu er det bare koldt og vådt og trist ude på vandet og jeg er uendeligt træt af at fortælle den samme historie om København 21 gange om dagen og advare om broer 294 gange. De står stadigvæk op under alle broerne, de dumme turister.