Hotching with bikes

I've already had one bike break down - the derailer twisted itself into bits right after leaving Picton and I got it replaced and pedalled on. Betty the bike didn't seem quite happy though, and both me and a couple of English lads on bikes (Alan and Rob of the Possum Posse) fettled quite a lot around to fix her up to run smoothly. It didn't quite work out fully, and the blame was put on a slightly twisted derailer hanger in need of a change in Nelson.

I didn't make it any further than Pelorous Bridge, which is app. 15 km off Havelock. There I had a lunchbreak, went up the hill and heard a nasty crunching sound, which I recognized before I put my foot down as a broken derailer. This time it was the hanger snapping of, the gear wire breaking, and the rear tyre axle which holds Bob the trailer bending a bit. Not possible to go anyfurther anywhere. The ressourceful person runs up to the Kiwi experience bus full of kids with rasta hair, hangovers, purple harem pants and new SDI's and asks the driver if there are any free seats. There isn't. The driver's pretty cool, though, and checks if there are other buses passing by today. There isn't.

Pelorous Bridge has a nice little camp site, so there's no need to panick, apart from the fact that there's no phone reception, and I was supposed to call Madeleine when getting to Nelson. I can't even call to say I may be a day late.

The resourceful person then mills around the parking lot noting all the big cars that could fit a bike, asking if they are going to Nelson. No one is.

Then the ressourceful person stretches out a thumb, and several sympathetically stop to ask if they can help with a quick fix, they do have tools, but unfortunately not space for a bike and trailer.

I do another car park round and someone does have space, it turns out, and that's the NMIT having been on a field trip with the full Asian student body. I go in one car with bike, and the luggage goes in the other van, and all goes to Nelson, where the story ends happily at Stewarts bike shop, where everything damaged is straightened, replaced and fixed within a couple of hours. Betty the bike rolls smoothly on again, and I apparently wear out chain per thousand km.

Do I really, really need this? Really?

Jeg har vasket og lappet og lagt bukser op og syet knapper i og imprægneret ydertøj og lagt det i en samlet bunke i skabet. Vi har lige ryddet stuerne, så her ser helt hjemligt ud, og jeg har fyldt dem igen, men allehånde turgrej og småting, det er livsnødvendigt at tage med. Noget af det vigtigste er at få den rigtige bog og den rigtige musik med. Strikkepinde og skrivebog til lange aftener i telt og en lommelærke, der kan deles med andre. Noget at sove i og noget tøj at tage på, kogegrej og nødhjælpsudstyr og kamera. Cimber air har sat en handy begrænsning på tyve kilo.  Det er meget, og samtidig meget lidt. Mit hjem i en rygsæk det næste år.

Billede via Alaskan eyes

Tips til andre nærigrøve med kolde tæer i fivefingers

Man kan købe sokker med tæer i i Tiger til 30,- pr par. De ser måske ikke så sporty ud, men de virker.

Far lime!

Jeg har lavet et hul i min ene fivefingersko da jeg var ude at klatre. Hvordan lapper man neopren? Skal jeg lægge et billede af skaden op?

Hvis der er andre end min far, der ved hvordan man gør, må de selvfølgelig også gerne fortæller mig det. Han er alligevel romantisk i Wien de næste par dage.

Dameturtips I

Da jeg i tidernes morgen i begyndelsen af halvfemserne var blevet stor nok til at være iført rigtigt vandretøj og egen rygsæk, fandtes der stort set intet tøj eller udstyr beregnet særligt til kvinder og endnu mindre til piger. I det hele taget var udstyrsræset lidt mere afslappet i forhold til nutiden, hvor det forekommer visse uansvarligt at tage på tur uden gps. Personligt hælder jeg mere til at det er uansvarligt at tage afsted, hvis ikke man kan læse kort og kompas, men det er nu et sidespor. Det drejer sig om tøj i dag.

Nu kan man sagtens købe lækkert, smart damegrej der fungerer som det skal, passer og heller ikke ser helt åndssvagt ud - nogen turtøj vil altid være sådan lidt uformeligt i det, men nu tager man jo heller ikke regntøj på for at være sexet, vel?

Dog er det et minus - det meste outdoortøj er sindssygt hamrende dyrt. En lillebitte ulden trusse koster ofte mellem 180 og 250 kroner, og det bliver ikke billigere jo større tøjstykkerne er.
Det gælder om at fange det på tilbud, og have en røv i en usædvanlig størrelse, så der er noget tilbage der passer, hvis man vil have mærekvaresager.
Et af mine  tricks er at købe uldent mormorundertøj, der ofte findes i herlige butikker med blandede varer såsom føtex, bilka og tøj&sko. Det er meget billigere, bliver slidt en anelse hurtigere, kommer ofte med en chic blondekant og i flere længder og virker udmærket. Til gengæld fås det kun i sort og hvid, og den sorte er for det meste udsolgt og hvid er en meget upraktisk farve at have med på vandretur.
Fordelen med uld er dog at det er nemt at farve, så da jeg forleden fandt en håndfuld af icebreakers underbukser på udsalg i hvid, smuttede jeg forbi matas og købte noget tøjfarve i tropical green. Man kan også få tøjfarve i hobbybutikker. Kunststoffer tager sjældent særligt godt i mod farve, men kan ofte få en tone, der er mere appellerende end gamle svedpletter.

Det vigtigste angående tøjfarve, er at tjekke, hvorvidt det farver ved en temperatur, som ens uldne tøj kan tåle. Hvis det skal koges, kan tøjet kun bruges til dukker bagefter. Det gør sjældent den store forskel hvorvidt man farver i en balje eller i maskine, når det kommer til farvetone, dog har tøjet oftest bedst af baljen fremfor maskinen. Husk at vask det separat et par gange og skyl grundigt før tøjet bruges første gang. Ellers får man selv en sjov farve.

"Hvidt" tøj før farvning. Skøn blanding af ny & gammel uld i forskellige stadier af fesengulnet, og et par gamle shirts i polyester i en lækker grågul nuance efter flere års brug.

Farvebad, 40 grader varmt vand, 500 g salt (uden jod!), en pakke farve, to timers trækketid. Brug ikke din yndlingsgrydeske til at røre rundt i farvebadet, og lad være med at spild på træbordet. Farven er i virkeligheden beregnet til maskine.

Efter farvebad, vask og tørring. Uldtøjet er nydeligt mosgrønt og polyesteren er blevet tandpastafarvet.