Nu kan man sagtens købe lækkert, smart damegrej der fungerer som det skal, passer og heller ikke ser helt åndssvagt ud - nogen turtøj vil altid være sådan lidt uformeligt i det, men nu tager man jo heller ikke regntøj på for at være sexet, vel?
Dog er det et minus - det meste outdoortøj er sindssygt hamrende dyrt. En lillebitte ulden trusse koster ofte mellem 180 og 250 kroner, og det bliver ikke billigere jo større tøjstykkerne er.
Det gælder om at fange det på tilbud, og have en røv i en usædvanlig størrelse, så der er noget tilbage der passer, hvis man vil have mærekvaresager.
Et af mine tricks er at købe uldent mormorundertøj, der ofte findes i herlige butikker med blandede varer såsom føtex, bilka og tøj&sko. Det er meget billigere, bliver slidt en anelse hurtigere, kommer ofte med en chic blondekant og i flere længder og virker udmærket. Til gengæld fås det kun i sort og hvid, og den sorte er for det meste udsolgt og hvid er en meget upraktisk farve at have med på vandretur.
Fordelen med uld er dog at det er nemt at farve, så da jeg forleden fandt en håndfuld af icebreakers underbukser på udsalg i hvid, smuttede jeg forbi matas og købte noget tøjfarve i tropical green. Man kan også få tøjfarve i hobbybutikker. Kunststoffer tager sjældent særligt godt i mod farve, men kan ofte få en tone, der er mere appellerende end gamle svedpletter.
Det vigtigste angående tøjfarve, er at tjekke, hvorvidt det farver ved en temperatur, som ens uldne tøj kan tåle. Hvis det skal koges, kan tøjet kun bruges til dukker bagefter. Det gør sjældent den store forskel hvorvidt man farver i en balje eller i maskine, når det kommer til farvetone, dog har tøjet oftest bedst af baljen fremfor maskinen. Husk at vask det separat et par gange og skyl grundigt før tøjet bruges første gang. Ellers får man selv en sjov farve.
"Hvidt" tøj før farvning. Skøn blanding af ny & gammel uld i forskellige stadier af fesengulnet, og et par gamle shirts i polyester i en lækker grågul nuance efter flere års brug.
Farvebad, 40 grader varmt vand, 500 g salt (uden jod!), en pakke farve, to timers trækketid. Brug ikke din yndlingsgrydeske til at røre rundt i farvebadet, og lad være med at spild på træbordet. Farven er i virkeligheden beregnet til maskine.
Efter farvebad, vask og tørring. Uldtøjet er nydeligt mosgrønt og polyesteren er blevet tandpastafarvet.
No comments:
Post a Comment