Løb er også en slags træning

Det er blevet til en frygtelig masse dage på havet, alt for mange og lange timer i båd, og alt for få i kajak; især da jeg er kommet til at melde mig til Tour de Gudenå. I alle fald har kajaktræner Jakob spurgt, jeg sagde ja, han tog sig af det praktiske og jeg burde have taget mig af træningen, men har ikke rigtigt nået det, forde jeg kom til at arbejde. Jeg blev også ringet op af Jan, vores rotræner, der sagde at jeg havde glemt at melde mig til Svanemølleløbet - det viste sig at han manglede en dame i firer-outrigger.
Vi ligger fire roklubber på vores lille vej, og der er både konkurrence og kærlighed på tværs af hegnene. Til hverdag smutter man ind forbi de andre, hvis der pludselig mangler én til en tur ud i firer, eller et halvt hold til en poloturnering. En enkelt dag i september er der dog Svanemølleræs, hvor studenterne stiller op med en overflod af muskuløse unge mennesker, der til daglig ror stærkt i outrigger af forskellig art på Bagsværd sø, i Kvik skraber vi et hold sammen til hver konkurrence, for dog at forsvare æren som Københavns ældste roklub, og de andre stiller op med det, de nu kan, hvor nogen har tilmeldt sig.
Det bliver lidt spændende, for jeg har stort set ikke roet andet end kajak i år, og vi har ikke nået at træne sammen. Om ikke andet, så er vi dog repræsenteret, og det er i bogstaveligste forstand et ræs på kun 800 meter, så jeg dør næppe.
Tour de Gudenå er lidt værre; det er på lørdag og søndag og det er mig og de seje gutter, der i den grad kan trække fra mig og det er 58 km - Gudenå classic - hvilket  ikke en gang er særligt langt for et kajakmarathon, men ret langt for en temmelig grøn kajakroer. Jeg håber på at gamle romuskler også virker her.
Ambitionsniveauet ligger temmelig lavt, jeg vil gerne gennemføre, og så skal det helst også være lidt sjovt.
Papa Bear oppe i Norge syntes det var ret sejt at jeg skal med i hans gamle løb, og tipsede mig om at den blå elektrikertape er mest vandtæt, ifald jeg har behov for antivabeltape. Almindelig sportstape har det med at gå i opløsning, og min kajakvable lige under venstre langfinger er så permanent at den er ved at udvikle sig til et kajakar.