Tomorrow's the day

Skipper alerted the immigration and harbour authorities, weather's been checked, kerosene oven's been fixed (I accidentally set it on fire), sailsetting's been practiced, extra warm sweater and seasickness pills been bought (and more chocolate) and we just want to leave. 10 o´clock tomorrow morning.

The girl who shouted wolf

Then the wind came and we´re still in Nelson and keep having last dinners and last drinks. 45 knots is to much wind for a new crew.
We hope the tasman storm will die down on Friday. We also hope that Fijian weather wont be too bad, they've had a pretty big storm and some nasty floodings.

There's gotten more crew aboard to a total of sixten, and the additions are Peggy from Holland, Dennis from Germany, Jef (or Jan-Erik as his real name is, though that dosn't sound as cool as Jef), and Hayden from Wellington. They're pretty young in many ways and it looks like it won't just be learing how to sail, but also conducting a psychological experiment of personalities as well. I do suppose we'll be allright, but I also suppose there will be some clashes on the way.

Anyhow, I will suddenly drop off the map, and that means I'm sailing to Fiji. If you want to know for sure that I've gone, check with Jes.

Hoist anchor, sailor!

We're going tomorrow. We're buying the last stuff today, scrubbing the deck, doing man over board practice and muster stations. I got a new cabin mate, Peggy from Netherlands. She seems very nice. I hope we can agree on our tiny space.
We had the last beer yesterday evening and everyone did like real sailors, getting drunk, dancing, flirting, someone ran out on a bill, someone got sick on the way home, someone got punched by a lady friend, someone showed their boat to a french guy, someone got lost and fell asleep on a different boat, and someone is still missing in action.

It's going to be fantastic. See you in a month.

Out to the big blue ocean

Dirty sailors

Much less interesting than the title suggests, we're busy fixing up the ship still, grinding rust, painting, playing with phosphosric acid cleaing up the galley top, finding (or making) space for everything and gerneally cleaning up. It's starting to look nicer and nicer, though there's still a clutter of paint buckets and containers of all sorts to trip over on deck. It is coming together though, the inside of the ship is getting pretty neat and tidy, and even thoug it feel like we're adding one job on the to do list for each which is being done, it slowly shrinks.

The crew

In order of appearance:

Cap'n Evans, originally american, now a man of the sea around late fifties I guess. He's been sailing around for the past 30 years or so. He's a quiet man, who speaks more with his eyes than his words, but can pull out quite a few good stories I believe.

Will, 21, american, former studetn who got tired of studying and wanted to do something real. Looks scruffy, eand puts up an appereance, which hardly covers a really nice guy.

Kevin, 24, francais, palys guitar and mouth harp and dresses as a pirate and travels the world and has a jolly good time.

Lou, 27, kiwi as they come, chef, happy, likeable to the max.

Michael, belgé, 19, straight outta school and wanted to travel before university. I'm very supportive of the idea. Looks like a dark Tintin. Bright as few.

Dan, italian-spanish, the partyboy who accidentally spends three days on land, when going for a beer with his friends. A touch timid and also terribly nice.

Sibel, Turkish not German!, 22, taking a break from Germany, travelling NZ, very pretty, very nice, very good sense of humour.

Charlotte, German, has sailed on the Fritdjof Nansen from Germany, just returned from Abel Tasman Hike, definitely knows what she is doing. She's nice too.

Tawny, whom I meet in Takaka when roadtripping with Madeleine. She's a wilderness guide for troubled youth in Colorado, happy hippie, and I'd be deligthed to share cabin with her any day.

Canouck the wild card, french canadian nurse, not on board yet, but has sailed with Alvei and Evan before.

Update upate! An addition of Pepe from Italy has turned up, he knows how to sail, and smiled very friendly at me, while I was busy grinding the hell out of everything, then disappeared while I was in the shower. Well, we'll get time to meet while sailing.

Preparing the cruise

Alvei is a big boat. There's 187 ropes aboard weighing around a tonne, and I have to learn what happens when you loosen them and pulls. I also have to learn to tie knots, practice climbing around in the masts, grind rusty shackles and paint them, stowe away food, make maps over the food storing so we know where everything is, clean, and wash and out away. Luckily I'm not doing it alone, it looks like we'll be a crew of ten on board as well as Cap'n Evan.

It's pretty good and pretty busy, I'll try to remember to take pictures and update you guys. Most of all it's fun.

On board

I'm aboard the Alvei in Nelson and the crew is trickling aboard. I've already had my first galley watch cooking for everybody, luckily it was pretty good even if the rice burned at the bottom. I've also learned a few knots and fixed the netting under the bowsprit (google translate, don't blaim me if it's wrong) and then my bike decided to go for a swim. Luckily we could fish it up again, but there were a few moments of panic in my behalf. This is where I'll spend the next couple of months and I think it is going to be awesome

Golden string of perfect days

It's been an absolutely fabulous roadtrip aound the Golden Bay on the north west corner of South Island. We've kayaked and hiked in Abel Tasman, hitch hiked with great people, met new friends, played with baby seals, listened to world class violin concerts while drinking manuka beer at The Mussel Inn, made and eaten faboulous dinners,  rock climbed, celebrated St Pattys day around the fireplace and generally just had a magnificent time with fantastic people.
I'll post some pictures and elaborate further - in short, all is well, I'm alive and very happy.

Tour de Gudenå

Fakta: Gudenå Classic, 58 km, 546 deltager, 194 var med til Classicløbet, 24 km lørdag fra Emborg bro til Silkeborg og 34 km søndag fra Bjerringbro til Randers. Jeg gennemførte som nr 160 på 07:07:28, lørdag 03:18:48, gennemsnitsfart  cirka 7,2 km/t, på plads nr 137 og søndag plads nr 161 og 03:48:20, gennemsnitsfart ca 8,9 km/t.   Nåja, og så roede jeg i en coastfighter ved navn Mak. Den tilhører roklubben, hvis I spørger om tekniske detaljer, må jeg nok henvise til google.
Vinderen klarede turen på 04:19:39, hvilket er en total gennemsnitsfart omkring de 13,4 km/t og så taler vi ikke mere om det. For mere se her: Tour de Gudenå.

Min personlige ambition var ikke meget andet end at gennemføre, men om lørdagen endte jeg helt tæt på startstregen og blev grebet af stemningen og padlede som om det gjaldt at vinde. Det hævnede sig senere og de sidste fire kilometer ind til Silkeborg var jeg en meget sølle roer, der kun kom fremad ved tanken om hvor pinligt det ville være at give op så tæt på målet.
Søndag holdt jeg et langt mere afslappet tempo til starten og blev til gengæld ret overrasket, da jeg så det første kilometerskilt mod målstregen, hvor der kun var seks kilometer tilbage - jeg vidste slet ikke jeg var nået så langt. Jeg havde tilmed overskud til en lille målspurt, der nok har betydet særdeles lidt i det samlede regnskab, men temmelig meget for selvtilliden.

Jeg har ikke  holdt øje med hvilket løb, der foregår hvornår, det var udelukkende på rotræner Jakobs opfordring til tilmelding at jeg kom med. I år er mit første år som kajakroer, ellers ror jeg inrigger, og før Gudenåen er min længste tur i kajak de tolv kilometer, der er fra Kvik i Svanemøllehavnen til badeanstalten ved Charlottenlund fort. Nogle ville måske mene, det var en anelse overmodigt at kaste sig ud i 58 kilometer på den baggrund, men jeg satsede (igen) på at grundform, konkurrencelyst og stor stædighed er motivationsgrunde, der kan få mig igennem de største overmodigheder.

Jeg kørte med Tue fra København til Sjælland, han var et mig temmelig ukendt roklubsmedlem, men viste sig at være en særdeles sympatisk herre på alder med min far, og glimrende chauffør og bilselskab. I Silkeborg blev vi indlogeret i et klasselokale, der lugtede umiskendeligt af 1.b, og indeholdt diminutive stole og borde, billedbøger og kæleaben læsefidusen, som jeg uærbødigt brugte som hovedpude, da Jakob mente at holdets Benjamin (mig, såfremt nogen er i tvivl, og jeg har vist små ti år op til Jakob og Allan som de næstyngste) skulle have klassebamsen.
En af d'herrer var indehaver af et voldsomt imponerende snork; ørepropper er et must til alle ture, medmindre man er sikker på det går til en ensom snehule langt væk i Lapland.
Om lørdagen var der først start klokken 12, og god tid til at stå op, spise morgenmad og smugle morgemadspakker med i lommen som proviant, købe bananer som var det zoologisk have udflugten gik til, samt viskestykker til mig. Jeg havde glemt håndklædet og udfra deviserne "En sømand er aldrig rådvild" og "Kan de tørre tallerkner, kan de også tørre andre ting" købte jeg en sekspak viskestykker.

Turen fra Emborg til Silkeborg går over både Mossø og Julsø, alt efter hvor man starter, og de kan i den forkeret vindretning være temmelig vilde, hvorfor der nu er påbudt svømmevest om lørdagen. I år var det fredeligt vejr med solskin og glade kanoturister, der gerne ville i slæb bagpå. Skulle man selv få ideen at tage derud, kan det kun anbefales, der er faktisk rigtigt fint. Jeg har desværre kun et billede fra overgangen, da jeg ellers var travlt optaget af at ro stærkt de første tolv kilometer og derefter af at blive ved med at ro de næste tolv.

Sådan så overbæringen ud fra min kajak

Om eftermiddagen tog vi tilbage til koldt bad og daggammel fødselsdagskage i skolen og derefter på sightseeing i Silkeborg by, hvor dagens sidste roere stadig var på vej i mål. Vi gik op og spiste, da tidtagningen lukkede klokken 18, og fandt en lille italiener, som en masse andre kajakmotionister også havde fundet. De havde udmærket mad, forstået på den måde at den var billig og der var meget af den og den blev serveret hurtigt, hvilket er ting, der sættes stor pris på efter 24 kilometer i kajak. Så gik vi hjem og i seng.

Om søndagen skulle vi op på et aldeles ukristelige tidspunkt, og vækkede hinanden klokken fem om morgenen, hvor vi klatøjede pakkede sammen, spiste morgenmad og kørte ned til starten i Bjerringbro. Jeg tog mig god tid med noget ømme muskler, og lå og hyggede rundt med de stålhårede herrer og damer i den modne del af seniorklassen. Der blev sunget en lille sang af en ældre herre, kigget på pæne broer, beundret urtidslignende buskadser, åh'et  og næh'et af køer og får og yndige landskaber.
Vi nåede også at grine en del af fiskerne, der måbende kiggede på alle kajakroerne, især da vi sagde at der kommer 500 til. Længere nede af åen havde de givet fiskeriet op, næsten da, for der sad et par ældre drenge, som havde hevet whiskeyflasken frem og talte om at fange sild, for dem var der da rigeligt af i åen i dag. 

Der er pitstop halvvejs med gæve jyder og kæmpegryder med suppe og saftevand og bjerge af bananer og en let hektisk, men hyggelig stemning,  hvor alle giver plads til at alle skulle op og spise og drikke og tisse af og videre igen, og dem, der skal afsted på klokkeslet får allermest plads, for vi var en del der slet ikke har så travlt. Der blev vi nemlig indhentet af de friske unge, der er halvt så gamle som mig, og ror dobbelt så langt og dobbelt så stærkt.

Pitstop; også det sted hvor allerflest faldt i åen af bar iver

Lige pludselig var der kun seks kilometer tilbage og så var der tre kilometer og så en og så tog jeg den lamgærmede trøjer med ronummer på igen og spurtede elegant over mållinjen. 

Oppe på målmarken ved siden af Randers regnskov blev jeg forset med lidt småmønter til en hotdog, jeg spiste iført min nye Tour de Gudenå 2011 t-shirt og uldne underbukser, fordi shortsene var våde. Dog tog årets bedstefar fra Køge kajakklub mig under vingen og pakkede mig ind i flere lag fleecetæpper, for jeg skulle da ikke sidde der og fryse. Så sad vi og kigge på roere, tjekkede resultater og lukkede øjnene lidt en gang i mellem, mens vi ventede på at bilstafetten skulle komme igen.

Så træt er man når man kommer hjem efter 58 timer fordelt på 58 kilomter, 7 timer og lidt til i kajak, 11 i bil, og alt for få i seng.

Nyt om Nina

Jeg har:

• båret ting ned i kælder
• bagt to kager, der smagte dejligt, men lignede katastrofer
• fejret fødselsdag med et orgie af kager og dejlige venner
• roet 58 km i kajak
• sovet i et klasselokale med fire snorkende roklubsherrer
• stået op klokken fem en søndag morgen - frivilligt!
• codrivet fra Randers til København
• båret ting op af kælder

Udførlig rapport følger senere, nu skal der spises og soves først.

Løb er også en slags træning

Det er blevet til en frygtelig masse dage på havet, alt for mange og lange timer i båd, og alt for få i kajak; især da jeg er kommet til at melde mig til Tour de Gudenå. I alle fald har kajaktræner Jakob spurgt, jeg sagde ja, han tog sig af det praktiske og jeg burde have taget mig af træningen, men har ikke rigtigt nået det, forde jeg kom til at arbejde. Jeg blev også ringet op af Jan, vores rotræner, der sagde at jeg havde glemt at melde mig til Svanemølleløbet - det viste sig at han manglede en dame i firer-outrigger.
Vi ligger fire roklubber på vores lille vej, og der er både konkurrence og kærlighed på tværs af hegnene. Til hverdag smutter man ind forbi de andre, hvis der pludselig mangler én til en tur ud i firer, eller et halvt hold til en poloturnering. En enkelt dag i september er der dog Svanemølleræs, hvor studenterne stiller op med en overflod af muskuløse unge mennesker, der til daglig ror stærkt i outrigger af forskellig art på Bagsværd sø, i Kvik skraber vi et hold sammen til hver konkurrence, for dog at forsvare æren som Københavns ældste roklub, og de andre stiller op med det, de nu kan, hvor nogen har tilmeldt sig.
Det bliver lidt spændende, for jeg har stort set ikke roet andet end kajak i år, og vi har ikke nået at træne sammen. Om ikke andet, så er vi dog repræsenteret, og det er i bogstaveligste forstand et ræs på kun 800 meter, så jeg dør næppe.
Tour de Gudenå er lidt værre; det er på lørdag og søndag og det er mig og de seje gutter, der i den grad kan trække fra mig og det er 58 km - Gudenå classic - hvilket  ikke en gang er særligt langt for et kajakmarathon, men ret langt for en temmelig grøn kajakroer. Jeg håber på at gamle romuskler også virker her.
Ambitionsniveauet ligger temmelig lavt, jeg vil gerne gennemføre, og så skal det helst også være lidt sjovt.
Papa Bear oppe i Norge syntes det var ret sejt at jeg skal med i hans gamle løb, og tipsede mig om at den blå elektrikertape er mest vandtæt, ifald jeg har behov for antivabeltape. Almindelig sportstape har det med at gå i opløsning, og min kajakvable lige under venstre langfinger er så permanent at den er ved at udvikle sig til et kajakar.