Last ride

I'm at Nelson lakes now, sneaking time to one last bike ride before I'm going home. It's cold, and dark early, and a lot of camp sites are winterclosed. It's nearing to cold for tent in many places anyway, and definetely up here in the mountains. Luckily there's still backpackers and friendly Kiwis. It's pretty rough biking with a load after so long time lounging in ships and on beaches, but very rewarding.The scenery is fantastic. I have to come back.

The things they don't tell you about sailing

I'm back on the ship, postponed my flight till 25th of July to do the Island cruising and environment project as well. It seemed like a better idea than biking NZ South Island during winter.
I should have met the ship at Moon Reef north of Ovalau a week ago. We're still in Suva. We might leave on Monday. Everything is not organized. We're supposed to both pay for sailing, and work aboard and now do project work as well as I've gotten to write about the project. That's three jobs.
The chef's considered leaving, I've considered leaving, I miss my husband and frustrations abound. We hope sailing will cler the atmosphere. Otherwise I'll go play backpacker.

The girl who shouted wolf

Then the wind came and we´re still in Nelson and keep having last dinners and last drinks. 45 knots is to much wind for a new crew.
We hope the tasman storm will die down on Friday. We also hope that Fijian weather wont be too bad, they've had a pretty big storm and some nasty floodings.

There's gotten more crew aboard to a total of sixten, and the additions are Peggy from Holland, Dennis from Germany, Jef (or Jan-Erik as his real name is, though that dosn't sound as cool as Jef), and Hayden from Wellington. They're pretty young in many ways and it looks like it won't just be learing how to sail, but also conducting a psychological experiment of personalities as well. I do suppose we'll be allright, but I also suppose there will be some clashes on the way.

Anyhow, I will suddenly drop off the map, and that means I'm sailing to Fiji. If you want to know for sure that I've gone, check with Jes.

The crew

In order of appearance:

Cap'n Evans, originally american, now a man of the sea around late fifties I guess. He's been sailing around for the past 30 years or so. He's a quiet man, who speaks more with his eyes than his words, but can pull out quite a few good stories I believe.

Will, 21, american, former studetn who got tired of studying and wanted to do something real. Looks scruffy, eand puts up an appereance, which hardly covers a really nice guy.

Kevin, 24, francais, palys guitar and mouth harp and dresses as a pirate and travels the world and has a jolly good time.

Lou, 27, kiwi as they come, chef, happy, likeable to the max.

Michael, belgé, 19, straight outta school and wanted to travel before university. I'm very supportive of the idea. Looks like a dark Tintin. Bright as few.

Dan, italian-spanish, the partyboy who accidentally spends three days on land, when going for a beer with his friends. A touch timid and also terribly nice.

Sibel, Turkish not German!, 22, taking a break from Germany, travelling NZ, very pretty, very nice, very good sense of humour.

Charlotte, German, has sailed on the Fritdjof Nansen from Germany, just returned from Abel Tasman Hike, definitely knows what she is doing. She's nice too.

Tawny, whom I meet in Takaka when roadtripping with Madeleine. She's a wilderness guide for troubled youth in Colorado, happy hippie, and I'd be deligthed to share cabin with her any day.

Canouck the wild card, french canadian nurse, not on board yet, but has sailed with Alvei and Evan before.

Update upate! An addition of Pepe from Italy has turned up, he knows how to sail, and smiled very friendly at me, while I was busy grinding the hell out of everything, then disappeared while I was in the shower. Well, we'll get time to meet while sailing.

On board

I'm aboard the Alvei in Nelson and the crew is trickling aboard. I've already had my first galley watch cooking for everybody, luckily it was pretty good even if the rice burned at the bottom. I've also learned a few knots and fixed the netting under the bowsprit (google translate, don't blaim me if it's wrong) and then my bike decided to go for a swim. Luckily we could fish it up again, but there were a few moments of panic in my behalf. This is where I'll spend the next couple of months and I think it is going to be awesome

Golden string of perfect days

It's been an absolutely fabulous roadtrip aound the Golden Bay on the north west corner of South Island. We've kayaked and hiked in Abel Tasman, hitch hiked with great people, met new friends, played with baby seals, listened to world class violin concerts while drinking manuka beer at The Mussel Inn, made and eaten faboulous dinners,  rock climbed, celebrated St Pattys day around the fireplace and generally just had a magnificent time with fantastic people.
I'll post some pictures and elaborate further - in short, all is well, I'm alive and very happy.

Hotching with bikes

I've already had one bike break down - the derailer twisted itself into bits right after leaving Picton and I got it replaced and pedalled on. Betty the bike didn't seem quite happy though, and both me and a couple of English lads on bikes (Alan and Rob of the Possum Posse) fettled quite a lot around to fix her up to run smoothly. It didn't quite work out fully, and the blame was put on a slightly twisted derailer hanger in need of a change in Nelson.

I didn't make it any further than Pelorous Bridge, which is app. 15 km off Havelock. There I had a lunchbreak, went up the hill and heard a nasty crunching sound, which I recognized before I put my foot down as a broken derailer. This time it was the hanger snapping of, the gear wire breaking, and the rear tyre axle which holds Bob the trailer bending a bit. Not possible to go anyfurther anywhere. The ressourceful person runs up to the Kiwi experience bus full of kids with rasta hair, hangovers, purple harem pants and new SDI's and asks the driver if there are any free seats. There isn't. The driver's pretty cool, though, and checks if there are other buses passing by today. There isn't.

Pelorous Bridge has a nice little camp site, so there's no need to panick, apart from the fact that there's no phone reception, and I was supposed to call Madeleine when getting to Nelson. I can't even call to say I may be a day late.

The resourceful person then mills around the parking lot noting all the big cars that could fit a bike, asking if they are going to Nelson. No one is.

Then the ressourceful person stretches out a thumb, and several sympathetically stop to ask if they can help with a quick fix, they do have tools, but unfortunately not space for a bike and trailer.

I do another car park round and someone does have space, it turns out, and that's the NMIT having been on a field trip with the full Asian student body. I go in one car with bike, and the luggage goes in the other van, and all goes to Nelson, where the story ends happily at Stewarts bike shop, where everything damaged is straightened, replaced and fixed within a couple of hours. Betty the bike rolls smoothly on again, and I apparently wear out chain per thousand km.

The work of a wwoofer

In case it's slipped anybody by, I'm working three hours a day at my hostel in exchange for a free bed. The owners is a couple, Shane and Asha with Jack at three and Curtis the toddler plus Woody the dog.
We've already settled into a very nice routine, Paul from France, Madeleine from Sweden and me, being the willing workers, getting up at 7-7.30 unlocking doors and checking that no one has used up all the loo paper during the night or made themselves sandwiches all over the kitchen. Then we go for a brisk morning walk, speed set by Madelien, who's very determined to get in shape.
Then we have kitchen and bath room and guest rooms to clean, beds to make and laundry to do and hang. Last couple of days we've been painting the fence of the sun deck (and ourselves) as well.

Then we've determined that it\s the wwoofer's duty to toast themselves on sunny days, because girls in bikinis will attract more costumers. Or maybe go canoing or swimming in the river depending on Shane's daily plan for entertainment. If it's raining we read and write and occupy ourselves on the internet. Paul actually does some real computer-fixer-thingies work during the day.

Evenings are occupied by general silliness, and ensuring guests feel welcome by encouraging sharing of travel stories as well as making communial pancakes.

Things are pretty good around here, despite the unemployment situation. Who needs money anyway, if they rather can be happy?

Napier to Wellington

I landed in Wellington yesterday after a week on the road form Napier - I'm up on a total distance of over 600 km now. Pretty well done if I may say so myself. From Eketahuna I continued to Masterton and Carterton, where I stayed the night at the campsite, and got a tip about Martinborough having a fair. Hence I continued to Martinborough with a stop at Aoteroa Stonehenge, whoch must be one of the worst toursit traps I've ever seen.
Quoting the kiwi couple who also came to see it "I think I just got ripped off!". It's pretty alright made, but it's really just a huge compass made of concret slabs, and not terribly interesting. The ghost house on the hill nearby makes for a much more dramatic spectacle, and let's face it, Stonehenge is interesting because it's so old and was an incredible feat for the time. Nowadays anyone with basic math skills can calculate a Stonehenge.

Well settled at the campground in Martinborough I splurged on a delicous steak from the local butcher Friday evening and saw the market on Saturday, which was rather filled with random knick-knack, whereof a little to much was made in China, and the stuff which actually was local craftmanshipwas far out of my price range when it comes to souvenirs. Instead of loading up more stuff on the bike, I continued towards Featherston, stopped by the Domain camp by Lake Wararapa, which has a lawn filled with kids on quad bikes, a loo and no drinkable freshwater, so I decided it was a bad campsite and continued into town. There I asked the local hippies having a garage sale if they knew about a place to put up a tent, and within fifteen minutes they'd set me up in their old camper in the yard. I've rarely meet sucha nice family; they've quit wotk, bought a big campervan, stuffed all the kids in there and now travel NZ. The smallest one is India who's just two weeks and the oldest is Tor at twelve. Then there's also Leif, Paris and Galilei. Next door is Uncle Leo and his two kids, who also where happy to have strage biker passing by, and we had a big fire, G&T's and white wine and I ended up staying two days.  That was pretty great, and it really proves that biking was and is a good idea, I'd never met such great people if I was just whizzing by in a car. Hopefully we'll catch up on the South Island.

And now I'm in Wellington, here I ran into Bjørn that I shared a hostel with in Napier, and had a coffee date with Hedy, who also had come to Martinborpugh for the fair. It's quite nice that NZ ins't any bigger than that, you actually do get around to meet up with people.
Tjhe adventures of Wellington so far has been a ramble aroudn town, Te Papa museum, which is huge and diverse and very interesting, and sleeping on the rooftop of the hostel (no, that's not allowed but we did it anyway) along with a 24 year old Candaina guy, who told tales of travelling Africa, while I wondered why I spent so many years reading books at university. So generally pretty good so far.
The plan from here is to get my grubby hands on a Pedallers Paradise - South Island and get on a ferry on Thursday and then go explore the south. And yes, my dear, buy a ticket to Fiji.

Gisborne - Te Urewera - Gisborne

Jeg tog på vandretur i urskoven i stedet for at fejre nytår i Gisborne, her kom 30.000 teenagere og drak sig fulde og hørte et eller andet newzealandsk musik, jeg alligevel ikke kender og er ret ligeglad med fra den 27 december til den 1 januar. Tante Nina pakkede derfor vandrerygsækken og efterlod andre sager på hostellet i Mutter Skraps hårdtslående hænder (dragen der vogter over the flying nun, af og til bider hun også de logerende, men hun kan godt lide mig, jeg roder nemlig ikke, eller drikker mig fuld og larmer), og så gik jeg ud på vejen og stak tommelfingeren ud og sagde at jeg ville til Te Urewera. Så var der nogen, der kørte mig noget af vejen og nye, der samlede mig op og efter fem timer var jeg der, overnattede på campingpladsen, købte kort morgenen efter og drog ud i den store vilde natur.

Jeg gik rundt om Lake Waikaremoana, næsten hele vejen oven i købet, for jeg var også på toppen af Manuoha (næsten 1400 meter) i regn og tåge, og snød kun fra Onepoto roadhead tilbage til motorcampen, fordi jeg ikke havde mere mad. Så var jeg snydeheldig og fik et lift hele vejen med et par, der oprindelig kom fra Gisbrone, men nu bor på sydøen og skulle hele vejen fra nationalparken og til Goísborne. De satte mig af lige ved døren og gav mig deres telefonnummer, så jeg kan ringe, hvis nu jeg kommer ned i nærheden af hvor de bor.

Men  tilbage til turen; det var solskinsvejr den første dag, op til Sandy Bay Hut, der ligger meget smukt ved en mindre sø. Der var et par familier på tur (og jeg fik et til nummer og tilbud om overnatning, hvis nu jeg kom til Hamilton - alle kiwier er søde), men jeg var den eneste, der skulle videre, for dagen efter blev det regnvejr. Det gjorde det i den grad også, men jeg fistrede alligevel op til toppen af bjerget, og da jeg var deroppe, var det så meget regnvejr at jeg blev et par dage og morede mig med at hugge brænde og øve optænding af vådt ved, skrive lange breve, spise suppe med ekstra ris og forlæse mig på Moby Dick. Jeg endte faktisk med at holde nytår helt for mig selv i en ensom hytte i skoven i regnvejr og en enkelt minaturechampagneflaske, og det lyder måske lidt trist i visse ører, men var faktisk ret godt.
Den første var det på tide at komme videre, og egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gå rundt om søen, for der skal man booke hytter og tltpladser og betale i dyre domme og hist op og kom her ned. Min oprindelige rute involverede dog noget med at krydse elve, og siden stien var blevet til en bæk efter regnvejret, bestemte jeg mig for at DOC nok heller ville have at jeg fusker mig til teltpladser, end at de skal fiske mig ud af en flod om et par uger.

Derfor gik jeg ned til søen og rundt om den i stedet, og det er en af de ti Great Walks, og derfor er det pissedyrt at campere eller bo i telt. Jeg slap dog med at betale 20 dollar, den dag jeg blev snuppet af rangeren, der vistnok helt uofficielt egentlig var enig med mig i at det var bedre at jeg fuskede mig til teltpladser, end at de skal fiske mig ud af en flod om et par uger.

Der er en nemlig ranger, som tjekker at man har betalt, han sejler rundt, på andre Great Walks plejer der at være en ranger pr hytte så man ikke snyder, selvom der vist også er en del sport i det. Great Walks konceptet er for øvrigt relativt nyt og medførte en brat pisstigning, som en del indfødte er temmelig utilfredse med og mener hellere går til alt mulig andet end vedligeholdelse af hytter og stinetværk.

Te Urewera er en regnskov, og i sagens natur regner der derfor en del. Stien er dog ret velholdt og relativt nem at gå ad, selvom der er kuperede dele og en frygtelig masse mudder. Hvis man er meget lille, eller gammel eller har ondt i sine knæ, er det måske ikke så god en tur. Der er fine udsigter over søen, og masser af muligheder for at bade og fiske ørred. Hytterne er ret basale og kan ikke leve op til DNT-standard, men der er hytter og man kan tænde op og tørre tøj og sove på en madras i sovesalen. Meget andet kan man dog ikke, så alt andet skal medbringes, hvilket vil sige mad, gaskoger, køkkengrej, sovepose, stearinlys og lommelygter til om aftenen osv.
Hvis man ikke orker at gå hele turen rundt om søen findes der også et relativt dyr watertaxiservice, der henter og afleverer ved alle hytter ved søbredden.

Skoven er meget grøn og meget tæt, og der er faktisk en del, der går væk fra stien og således forsvinder. De fleste bliver fundet igen, men jeg fik at vide at de har syv helikopterlandingspladser rudnt om stien, fordi så mange bliver væk.
Søen blev sænket i halvtredserne for at lave et vandkraftværk, som nu tilhører den lokale Iwi (altså lokale maoristamme), så en del af stien er på den gamle søbund og dejlig flad. Det synes de lokale vildsvin også, de graver lige ved siden stien og hviner om natten. Der er også en masse fugle, deriblandt kiwifugle, men de er svære at se.

Te Urewera betyder i følge Lonely Planet "den brændte penis", uvist af hvilken grund, og var en af de sidste maoribastioner, hvor de hvide ikke havde noget at sige. Den lokale iwi har stadigvæk stor bestemmelse over området og var ret fjendtlig indstillet overfor Pakeha (hvide) indtil de fandt ud af hvor man penge man kan snøre vandrere for. Selv kunne de ikke drømmer om at betale penge for at bo i hytter eller noget som helst andet, og det rager ikke nogen, hvornår og hvordan de fisker og går på jagt - kilde: Tucker, fra te iwi, der gav mig et lift på vej derop.
Det er nu ret imponerene at de som stenalderfolk ar været i stand til at overleve i regnen og mudderet iført græstøj mens de har været ude at fiske ål. Der kan faktisk også sne om vinteren.

Glædelig jul

Glædelig jul

Julen forekom mig egentlig mest at være upraktisk, alting lukker og alle sidder derhjemme med familien; temmelig kedeligt når man er rejsende. Det er også særdeles ujulet at være iført sommerkjole. Hostelet jeg bor på er temmelig højtbelagt med argentinere, der snakker spansk med hinanden og meget unge tyskere. Det forekom umiddelbart ikke så lovende, men da argentinerne fandt ud af at jeg snakker spansk, blev jeg ret hurtigt indlemmet i gruppen og inviteret med til julefest.

Jeg fejrede dog alligevel jul på stranden, for her var en tysk kvinde på min alder, der heller ikke var så begejstret for alt for meet ungdommelig festlighed (altså når det blvier så festligt at man ikke kan holde festen inden for egne præmisser på flere måder). Vi gik ned på stranden for at se på solnedgang og delte en flaske hvidvin og var hjemme igen ved ti-tiden.

Da var der fuld igang i argentinerne,og siden man kunne vælge imellem at være den sure dame, der lå i telte og var irriteret over at de andre var festlige og larmende, elller være med til festen, bestemte jeg mig for at fest var det bedste valg. Der var en lind strøm af mere eller mindre særprægede drinks, salsa og cumbria én masse og da klokken var fem opdagede jeg at jeg var ret fuld og ret træt og at solen var ved at stå op, så det var på tide at gå i seng. Juledag tog vi på stranden og havde tømmermænd.

Auckland til Gisborne

Un petit francais qui s´appelle David

Kort til de visuelle
Jeg kørte med en lillebitte franskmand ved navn David fra Auckland til Gisborne, han kørte, jeg var codriver med pligt til at råbe "a la gauge!" hver gang han glemte at man kører i venstre side i New Zealand.
Første udfordring er altid at komme ud af Auckland, der strækker sig langt, med store forstæder og talløse motorvejsfra- og tilkørsler. VI fandt dog ned til State highway 2 og fortsatte derudaf til det blev aften og vi var nået til Katikati, hvor vi stoppede ved den campingplads, der ikke var for nudister. David var dog ikke særlig tilfreds med prisen, det var hans første tur udenfor Auckland, hvor ahn havde boet hos en ven. Men New Zealand er dyrt, og de fleste backpacker finder ud af det på et tidspunkt, det gør han nok også. Det var dog et meget rart sted, med et køkken, der var den rene luksus efter fem dage i Aucklands billigste hostel, med Aucklands mest beskidte køkken.

I princippet tager det ikke mere end otte timer at køre fra Auckland til Gisborne, men det er ikke byerne, der er interessante i New Zealand, det er alt det, der ligger mellem byerne. Der kan man kun komme ud med en bil,den offentlige transport her i landet er ikke beregnet til at tage ud uhumske natur, vil man det, må man sørme slv transportere sig derhen.

Mount Manganui

Med fin udsigt over blåt hav i solskin (jeg behøver ikke at tage regnejrsbilleder til jer, vel?)

Vi transporterede os dog til Mount Manganui i første omgang, hvor vi gik op på bjerget, spiste frokost og fortsatte videre til lidt nord for Tauranga, hvor vi fandt en lokal strand med moarier på fisketur. De var ude at overnatte der, så det rgnede vi med at vi nok også kunne.

Mand fisker på strand. Han er ikke maori, men i modsætning til dem, havde han ikke noget imod at blive fotograferet.

David havde dog en aftale i Napier til jul, så vi fortsatte, med en længere vandreturspause ved en elv, der hedder noget langt på maori - I skulle selv prøve på at skulle huske alle de navne.

"Floden, der flyttede sig" Det hedder den oversat fra Maori, men jeg kan ikke huske hvad det hedder på maori.

 Nu sidder jeg så i Gisborne, der forhåbentlig har mere charmerende steder end Flying Nun hostel, hvor jeg bor i tlet på græsplænen bag parkeringpladsen - man kan vælge mellem den plæne eller den mellem murene, der ligner en fangelejr. Fordelen er at her er billigt og internettet er gratis.

Over jul er New Zealand lukket for ferie, som stort set alle andre lande med kristen baggrund, så min plan er at tage på stranden, hvis ellers vejret arter sig.

Ud igen - Gisborne

Jeg er stadig i Auckland, og i princippet er der vel en del jeg kan foretage mig her, men i realiteten er der langt til alting og busserne går kun en gang i timen. Så jeg har faktisk kun nusset rundt i Aucklands kunstmuseum, parkerne i nærheden, biblioteket med frit internet og nede ved havnen, hvor man kan glane på gigantiske lystyachts og neonbelyste juletræer. Efter lige lovlig lang ventetid tager jeg ud igen med en lillebitte franskmand, der transporterer mig ned til Gisborne nu i eftrermiddag. Vi regner dog med at bruge et par dage på turen, der ellers kan gøres på en dags tid, men er enige om at slow travel is good travel.
Nede i Gisborne skal jeg få fingeren ud og få et kørekort og øve mig lidt i at køre bil. Jeg har også snakket med to engelske piger om at overtage deres bil om en måneds tid, når de skal flyve fra Auckland. Det er en lille rap Honda Civic 2.2, der nok bør kunne transportere mig og en codriver rundt. Og hvis jeg ikke kan få et rigtigt arbejde må jeg se om det der woofing måske kunne være interessant.

Stikord

• ingen jobs til Nina
• Hentet af surfere
• nordpaa til Cape Reinga
• smaa sovnige byer
• sove i klitterne paa stranden
• svomme med delfiner
• haengekoje ved soe
• new zeaands aeldste kauritrae
• regnvejr
• store bolger
• betroelser
• vandretur i skov
• auckland
• hvad saa nu, lille du?

Island time

Alting tager lidt længere tid oppe nordpå, der man ikke når i dag, når man måske i morgen. Eller overmorgen. Der gælder også jobinterviews - jeg var der, chefen var ikke.
Dermed tager jeg også er par fridage og kører med the californiasurferdudes justin og michael op til 90 miles beach. Solen er også endelig begyndt at skinne efter troperegnen, så der er er ganske godt tidspunkt at tage surf og kørelektioner på stranden.

Goat Island til Whangarei/ paa tur

Goat Island marinereservat ligger ikke saerligt langt fra Auckland, men der er en pokkers stor forskel. For eksempel er der grusveje, og tiden straekker sig lidt ud i det uendelige, det man ikke naar i dag kan man altid naa i morgen.
Jeg var der to dage og naaede at snorkle og kigge paa gigantiske eagle rays, finde smaa dode pingviner paa stranden efter stormvejr og haenge ud med maorier, der gav gode tips om hvad fra havet der kan spise (alt, men ikke for mange sopindsvin, saa faar man daarlig mave) og hvor man skal tage hen oppe nordpaa (Whatuwhiwhi, ifolge Lonely planet findes der ingenting deroppe, saa det lyder som et meget godt tip).

 Ellers sker der ikke saa skraekklig meget paa goat Island, der er en hyggelig campingplads med en sod hund og en sydafrikaner med spandende rejsefortaellinger, saa jeg tog nnu alligevel ret hurtigt videre og vandre langs Pakiri beach opad mod nord med en frygtelig masse vand i rygsaekken. Stranden er gylden, smuk og ganske oede, bortset fra enkelte faa vandringsmaend, der med staalsat mod har sat sig for at vandre New Zealand paa langs  -  te aeroa - og saa enkelte fjollehoveder som mig og japanere paa hesteryg. Jeg satte camp op over tidevandsgraensen og hang haengekojen op mellem to naaletraer og gik ned i tidevandshullerne og fangede krabber til middag.
Saa dukkede der et newzealandsk/britisk par op, og vi tandte baal pa stranden, i god sikkerhed fra alt tort, lavede middag, spillede paa guitar og udveklsede rejsehistorier.

Morgen efter korte de mig til Mangawhai heads, hvor jeg gik mig en tur med dramatisk udsigt og fulgte Bream Bay op til en af Doc's campsites, der desvaerre viste sig at vaere frygtelig forblaest og helt uden traer til haengekojer. Dagen efter var det ud paa stranden igen, med haabet om at komem til ena f DOC's hytter ude paa Bream head. Det viste sig do at at Doc mener at rigtige vandrere kan flyve over havneindlob, og at hytter er aflaast og man skal have en individuel pinkode til hver hytte, for man kan komme ind i dem. Den pinkode kan man faa per telefon paa hverdage mellem 10 og 3 eller via internet. Heldigvis blev jeg oplyst om dette, da en venlig newzealaender inviterede paa en opfriskende kop the og en smaakage, daa jeg kom vandrende med min gigantiske rygsaek forbi hans hus.

Planen blev andret og jeg blev sat af paa hovedvejen til Whangarei og efter en noget halsbraekkende koretur med tre glade ungersvende (da var det vist jeg bestemte at jeg hellere selv vil kore. De var sode nok, men bilkulturen hernede er sindssyg og skal jeg endelig ud i bilulykker, foretraekker jeg selv at lave dem og ikke sidde hjalpelost paa bagsaedet) landede jeg ved Whangarei i-site og fandt et hostel til at traekke vejret i et par dage, samt finde ud af hvordan pokker jeg egentlig skal navigere rundt i det her land.


Kort til de visuelle

Orewa-waiwera-warkworth-goat island

Paa campingpladsen i Orewa faldt jeg i snak med den lokale tomrer, der ventede paa at gaesterne skulle tjekke ud, foer han kunne reparere hytter og i mellemtiden gav han mig et lift op til Waiwera hotsprings, hvor jeg blev sneget ind som lokal; de betaler 10 dollar og turister betaler 25. Om eftermiddagen blev jeg afhentet igen, bevaertet med middag og newzealandsk vin og puttet i seng i drengevaerelset, hvor husets son bor, naar han ikke er paa college.
Dag tre blaffede jeg op til Warkworth med en lastbilchauffor og besogte Perry kauripark. Kaurier spiller en stor rolle i nz's kolonihistorie, de er gigantiske traer, der kan blive op til 2000 aar gamle og blev faeldet i stor stil frem til 1900, hvor der begyndte at vaere mangel paa dem. Perry kauripark kan fremvise eksemplarer paa 500 aar med en diameter paa 8 meter. 
Udover traerne har warkworth nu ikke saa meget at vise frem, saa om eftermiddagen fortsatte jeg op til Goat Island marinereservat, og blev naer shanghaiet til at vaere hjemmehjaelper undervejs.

Auckland til gulf harbour/orewa

Paa trods af at transporten er noget mere besvaerlig end jeg regnede med har jeg naaet et godt stykke og modt en del interessante mennesker.
Jeg tog faergen fra auckland op til gulf harbour og ville overnatte paa doc's campsite i shakespear nationalpark og spurgte en af jakkesaetsherrerne hvordan man nemmest kommer derud. Det gor man med bussen, men han ville da meget gerne give mig et lift. Jakkesaetsherren viste sig at hedde christo og var lidt bekymret for at parken maaske var lukket pga skadedyrsudryddelse og gav mig sit telefonnummer, hvis nu der var noget. Parken var lukket, men jeg naaede den sidste bus ud og blev sat af i orewa, hvor der er en helt almindelig campsite. Der kom haengekojeteltet op for forste gang, og var glimrende at sove i. Jeg skrev en lille sms om at jeg var endt i orewa i stedet og sov der og christo (og melinda) skrev tilbage at det var godt og at de er ved at bygge et hus i bay of island, saa naar jeg kom derop skulle jeg sige til.

Din nabo gor det ogsaa

Der er flere end mig paa langtur, selvfolgelig, maa man naesten sige. En af dem er liam fra dublin, der cykler fra auckland til osaka. Han er lidt mere velorganiseret og velopdateret, saa hvis man keder sig herinde en dag, kan man tjekke liams epic bike ride.
Et andet par paa tur er kaare og lillian fra norge, der bruger sine senioraar paa at sejle jorden rundt. De er ude med skibet kilico, som jeg spottede med et norsk flag i whangarei marina. De er de forste skandinaver jeg havde set indtil videre, saa selvfolgelig myldrede jeg ned paa kajen for at hoere hvem de var. Kaare og lillian har sejlet norge-middelhavet-kanarioerne-brasilien-syd om latinamerika-stillehavet-nz paa tre aars tid. De er paa vej hjem paa juleferie i norge pt, der er nemlig orkansaeson i det sydlige stillehav et par maaneder fremover. Whangarei er et af de klassiske oplaegningspladser hernede, og marinaen er velfyldt over jul frem til marts, hvor sejlerne fortsaetter.

Auckland og videre

Auckland er en maerkelig by, centrum er den kedeligste del med skyskrabere skytower og ikke saerlig meget andet. I forstaederne kan man derimod finde gamle fort ud mod havet med hemmelige tunneller og hvide strande blandt sorte lavaklipper, botaniske haver i kolonistil, kunstmuseer og historiske museer med udstillinger om Maorier og britisk kolonitid, graesklaedte vulkaner med udsigt over hele Auckland.

Jeg har boet paa et billigt, larmende hostel midt i centrum naesten helt nede ved kajen, sammen med en masse meget unge backpackere. Dog rendte jeg ogsaa ind i to californiske surfere, justin og Michael og Lennart fra Tyskland, som er paa min alder. Vi lavede hurtigt en aftensmadsgruppe og en aftale om at moedes oppe nordpaa. Jeg tager nemlig videre i dag, med faergen til Gulf bay, hvor man kan overnatte paa DOC's campingplads ud til havet. Saa videre op nordpaa paa tommel og gaaben, til Justin og Michael har fundet sig en klassisk backpackervan med den rette kombi af skramlet, billig og brugbar.

Jeg moedtes med Paul, der er son af en af Lars og Jannes slaegtninge ret langt ude i Canada. Han tog gerne mit ekstra grej til opbevaring, saa jeg hverken skal bekymre mig om det. Newzealaendere er utroligt hjaelpsomme, indtil videre har jeg faet spontan hjalp til at finde vej, rejsetips, kaffe og fries med Mr. Hantoto, der er en aeldre indonesisk gnetleman, som kedede sig udenfor kirken, mens hans kone var til gudstjeneste, og en laengere snak om at rejse, en oekonomiske ituation i Europa og meget andet med Sylvia ved et busstoppested.

Her er eksotisk paa saa mange maader, palmetraer  overalt og fuglekvitter, der lyder fuldstaendig anderledes end hjemme. Det giver mening at fugle hedder ting som tuitui og kaka.Alligevel er det ogsaa saert velkendt og britisk, og alting fungerer ganske gnidningsloest. Der er rene offentlige toiletter overalt og smaa drinking water taps, hvor man kan fylde sin vandflaske, alt er helt utrolig rent og paent og grafitteloest og nybygget. Og maaske en lille smule kedeligt. New Zealand er ikke et land man tager til for at se byerne.

Det varer noget tid til jeg kommer i naerheden af net naeste gang - sandsynligvis - det med telefon og net er ret dyrt og ret besvaerligt. Men jeg lover at faa lagt billeder op da. Her er smukt.