Finality

I'm leaving tomorrow. My bike's all packed in a box and I hope the girls in the lfight companies were right about me just strolling over to qantas and paying 120 aussie dollars for them to fly the big box home to Denmark. We'll see tomorrow. It's very interesting.
It's also very strange to be leaving, it felt so familiar to come back, or home to New Zealand. It's autumnal and recognisable and mountainous and might as well be Scandinavia, just with nikau palms and cabbage trees.

But I do look forward to home, to see my friends, my family, have a job, eat Danish rye bread and liquorice, hold hands with the loved one every day and sleep in the same bed every night, to not share dorm rooms with snooring strangers, to have more than two sets of clothes. It's also slightly scary. What if I forget how wonderful this was and don't go out again? If I just get a nine to five and have kids and tell about back when mum was cool and biked New Zealand and sailed to Fiji?
I don't think I will forget though. I'll probably remember so hard that there is no option but going out again.

Again, again again, I have to come back to this place.

Romance in Fiji

We're terribly busy being romantic on palm clad islands with fringing reefs and sandy white beaches. There's not terribly much internet, and anyway I'm too busy lounging about in hammocks, going diving in the equivalent of a live fish tank, reading books in hammocks, going on jungle trecks and having amazing meals with the beloved one.

It's beautiful, everyone is friendly, it's easy to travel here, the climate is great, it's cheap and I don't want to go home, so I changed my flight and am staying til 24th of July, continuing on Alvei rather than to bike about NZ in the winter rain and cold.

I promise pictures to come at some unknown future point, but it may possibly not be before another week's time.Now I have to go have muffins for breakfast.

Sincerely/
the world's most irresponsible blogger.

Port Nelson

Nelson is a pretty sweet little place, with happy hippie kiwis, loads of backpackers, a nice atmosphere, a bustling and still industrial harbour, cute cafes, parks to hang in, walks to do, museums to visit. Quite the change from Havelock's population of 400 people.

We've been doing the tourist thing, the art museum is more recommendable than the local history, the japanese park isnice, so is the look-out point, and otherwise we recommend just strolling around. Accent on the park was the first place to be friendly and have beds, and we're quite happy.

And concerning that port that I mentioned, I've been looking for a ship to crew to go to Fiji in May. Trying out findacrew turned up a lot of lonely 40 and 50+ skippers looking for a queeze in the cabin of their nutshell boat, while I'm rather looking for a decent stable ship and an experienced captain who want sto swap sailing experience for good cooking and no further benefits.

Instead of looking for the needle in the virtual haystack I got lucky in real life and found the boat Alvei docked in the business side of the harbour. She's a schooner type, and her captains sails her as a non profit cooperative sailing school more or less. They're bound for Fiji beginning of April and need some more to crew the boat. I think I'm going to jump at that chance, and have already found a place to store my bike - the nice guys at Stewarts bike shops are saving the day once again. That means of course that the biking is postponed a bit, and I'll return to NZ sometime after Fiji in June or July. It'll be quite interesting to see what the weather is like then and if biking is even a remotely comfy option of transport.

Me and Madeleine will though first go for a little roadtrip, packing only the very basic - I feel rather intimidated by leaving both tent and sleeping bag behind, but there are hostels where we are gong and the plan is to hitch ride, which is a lot easier when you carry less. We've got a couple of days in Abel Tasman to kayak and tramp on daytours, then heading up to Collingwood and the Farewell sandspit, seeing where luck takes us , then head back to Nelson early next week. I'll board ship then and practice knots, setting sails, navigation and such on and Madeleine is going further down south to explore New Zealand.

Geographic inspiration - places to go before I die

They have a huge stack of old national geographics at the hostel, some dating back to the fifties, but the bulk is from back when mama was a boy* and USSR and East Germany still existed. Ihave ofcourse poured over them, read about all sorts of animals from wolves over whales and head lice, natural phenomonons ranging from hot springs over desert dunes and perma frosts, as well as exotic people and places - the older ones with horrifying and horrifyingly amusing views on the wild africans/new guineans/native americans/Arab deserts/USSR collectivefarms/Patagonia etc.
It's still pretty inspiring, and aparting form wanting a subscription badly (pretty hard when you don't have a permanent adress) there's a million places I want to go. Then there's all the people going through here with some pretty fantastic stories to tell. They've given a few ideas as well.

• Bike around the Baltic Sea
• Bike & hike Eastern Europe
• Bike the UK; Dover to Dunnet/Easter Head (that's the northernmost point in Scotland according to Wikipedia)
• Kayak the Donau
• Go by motorbike (cause I'm not THAT sporty) from Patagonia and all the way up through Latin America
• Bike USA from coast to coast
• Get a work holiday visa to Canada because you can get that until you're 35, and be a lumberjack and travel by train
• Sail the Pacific
• Travel on the transsiberian railroad
• Africa - the places where you don't risk ending up in a war/civil war/pirate lair/gold mining conflict
• Bike the East Coast of Australia
• Ski from Kemi, Finland to Kirkenes, Norway with Papa Bear
• Learn dog sledding on Svalbard
• Greenland!
• Climb mountains in Central Asia
• To be expanded

How about you guys?


*Anglified Danish joke. Does it work in English?

Behovet for køretøj II

Oprindelig stod der noget med at rejse let, miljøvenlig og billig i min header. Så kom jeg ned til New Zealand og fandt ud af at det er et af de steder i verden hvor der forurenes mest per capita. Vedrørende privat forbrug er det i høj grad fordi alle skal have deres eget hus og deres egen bil. Jeg konstaterede ret hurtigt at det ikke er muligt at komme rundt uden eget køretøj; landet er simpelthen beregnet til biltrafik og forudsætter at alle har en bil, lejer en bil, låner en bil, eller på anden måde fremskaffer en bil. Også turisterne, og dem der ikke vil det kan få lov at køre rundt med hinanden på backpackerbusser, hvis primære kunder er unge og ude på ballade - læs tre måneders-ruter, få muligheder for individuelle turer, selvstændig tænknig og undgåelse af aftenens obligatoriske pubcrwl eller miss Wet tshirt konkurrense. Og alt det der kan vel være meget skægt,men det var immervæk ikke lige derfor jeg kom.

Umiddelbart faldt jeg for den ligefremme løsning; at få et kørekort og en bil. Der er bare lige det at det er dyrt, måske ikke i forhold til derhjemme, men i forhold til mit budget, at det er ret besværligt at få et kørekort, mest fordi man skal have en codriver, og efter mødet med de første mange backpackere, indså jeg at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med 20-årige tyskere, der aldrig før har været væk fra mor og far. Man kan selvfølgelig godt slæbe dem med på en ugelang vandretur, men jeg har en fornemmelse af at man kunne få en temmelig blandet fornøjelse ud af det.

Jeg ville jo egentlig ud i naturen og opleve alt mulig spændende, ud selv og gøre det helt alene og møde spændende mennesker og se noget smukt og anderledes. I stedet synes jeg at jeg har ventet, ventet på at der kom en bil der ville samle mig op, på at der kom en bus, der skulle samme vej som mig, på at der kom nogen, jeg kunne køre med, og aldrig nogensinde var det ligesom rigtigt det jeg ville.

Så sad der en fuld skotte i Flying Nun´s baggård og sagde de forløsende ord: "Ah'm goin a feeneesh work an'en ah'm a buy a moonteenbike an 'en Ah'm goo wherever Ah bloody wunnu goo."

Jeg ved ikke om skotten har købt sig en mountainbike og cykler glad rundt i New Zealand med en flaske whiskey i baglommen, men jeg er i gang med at købe en mountainbike.

Det involverer også noget ventning, for jeg befinder mig stadig i Gisborne, og det er en ret lille by og her er kun to cykelbikse. Jeg gik hen til den lille, som er ejet af en amerikaner, der fandt mit projekt særdeles sympatisk. Vi snakkede lidt om at cykle og jeg kiggede på mange cykler og vi fandt en, der nok kunne passe til mit behov, og som man nok godt kunne finde ud af at gi' noget rabat på. Så skal jeg vælge det nødvendige tilbehør, trailer og de forskellige småting, der er nødvendige til en cykeltur New Zealand rundt. Det tager lidt tid, og det er lidt kedeligt at vente på, men tanken om at tage herfra ved egen kraft er ret fantastisk. Nu venter jeg på det rigtige.

Jeg kommer muligvis til at fortryde hver gang det regner, men så må jeg finde mig et hostel og tørre mit tøj. Så svært er det egentlig ikke. Man skal ha en cykel og et par gode ben. Så kan man komme lige derhen, hvor man vil.

Nina Bikes NZ

I'm going to buy a bicycle. Coming to New Zealand, I somehow expected it to have immaculate public transport, since Lonely Planet (traders in dreams and outdated information as they are)claimed buses are an excellent option to get arund NZ. They are allright from city to city and even a few towns. But honestly, my dear Kiwis, it's not really your towns I came for, it's pretty much everything else; in other words the nature. And to that there is no public transport.

Quickly I found myself wanting to go to places, whereto I couldn't get. The immediate solution was hitch-hiking, which is ok for shorter tours, but to me it seems a bit of a shady and complicated way to get around when it's for the better part of six months. I strongly considereded doing like any other backpacker and buy a car, only with the minor hitch that I do not have a license to conduct a car. Licenses are there to be gotten though, and I even got as far as buying the road code and reading it, before it struck me that I can just do it like the Dane I am and get a bicycle. This was inspired by a rather drunk Scottish lad in the backyard of the Flying Nun who uttered some of the most profound wisdom ever found at the bottom of a bottle of whiskey: "Ah'm gooin a feeneesh work an'en ah'm a buy a moonteenbike an 'en Ah'm goo wherever Ah bloody wunnu goo."

Much cheaper than a car - at least long term - and environmentally friendly, at a pace I like and with every opportunity to stop where I like and meet the courious natives, so biking it was. Hence I'm now In Gisborne, looking at a pretty babyblue mountainbike form Bikey's bikeshop and deciding which rack, trailer, water bottle holder and other essential necessities I really do need. Soon the great "Nina bikes New Zealand"-tour will commence. It'll be interesting, I'm sure.

Te Urewera

Jeg flygter fra det larmende hostel og en truende musikfestival og tager på vandretur til Te Urewera national park, der efter sigende er en af de mere øde. Der er dog stadig adskillige hytter og et informationscenter med campingplads og butik ved vejen der fører ind til selve nationalparken.

Stikord

• ingen jobs til Nina
• Hentet af surfere
• nordpaa til Cape Reinga
• smaa sovnige byer
• sove i klitterne paa stranden
• svomme med delfiner
• haengekoje ved soe
• new zeaands aeldste kauritrae
• regnvejr
• store bolger
• betroelser
• vandretur i skov
• auckland
• hvad saa nu, lille du?

Goat Island til Whangarei/ paa tur

Goat Island marinereservat ligger ikke saerligt langt fra Auckland, men der er en pokkers stor forskel. For eksempel er der grusveje, og tiden straekker sig lidt ud i det uendelige, det man ikke naar i dag kan man altid naa i morgen.
Jeg var der to dage og naaede at snorkle og kigge paa gigantiske eagle rays, finde smaa dode pingviner paa stranden efter stormvejr og haenge ud med maorier, der gav gode tips om hvad fra havet der kan spise (alt, men ikke for mange sopindsvin, saa faar man daarlig mave) og hvor man skal tage hen oppe nordpaa (Whatuwhiwhi, ifolge Lonely planet findes der ingenting deroppe, saa det lyder som et meget godt tip).

 Ellers sker der ikke saa skraekklig meget paa goat Island, der er en hyggelig campingplads med en sod hund og en sydafrikaner med spandende rejsefortaellinger, saa jeg tog nnu alligevel ret hurtigt videre og vandre langs Pakiri beach opad mod nord med en frygtelig masse vand i rygsaekken. Stranden er gylden, smuk og ganske oede, bortset fra enkelte faa vandringsmaend, der med staalsat mod har sat sig for at vandre New Zealand paa langs  -  te aeroa - og saa enkelte fjollehoveder som mig og japanere paa hesteryg. Jeg satte camp op over tidevandsgraensen og hang haengekojen op mellem to naaletraer og gik ned i tidevandshullerne og fangede krabber til middag.
Saa dukkede der et newzealandsk/britisk par op, og vi tandte baal pa stranden, i god sikkerhed fra alt tort, lavede middag, spillede paa guitar og udveklsede rejsehistorier.

Morgen efter korte de mig til Mangawhai heads, hvor jeg gik mig en tur med dramatisk udsigt og fulgte Bream Bay op til en af Doc's campsites, der desvaerre viste sig at vaere frygtelig forblaest og helt uden traer til haengekojer. Dagen efter var det ud paa stranden igen, med haabet om at komem til ena f DOC's hytter ude paa Bream head. Det viste sig do at at Doc mener at rigtige vandrere kan flyve over havneindlob, og at hytter er aflaast og man skal have en individuel pinkode til hver hytte, for man kan komme ind i dem. Den pinkode kan man faa per telefon paa hverdage mellem 10 og 3 eller via internet. Heldigvis blev jeg oplyst om dette, da en venlig newzealaender inviterede paa en opfriskende kop the og en smaakage, daa jeg kom vandrende med min gigantiske rygsaek forbi hans hus.

Planen blev andret og jeg blev sat af paa hovedvejen til Whangarei og efter en noget halsbraekkende koretur med tre glade ungersvende (da var det vist jeg bestemte at jeg hellere selv vil kore. De var sode nok, men bilkulturen hernede er sindssyg og skal jeg endelig ud i bilulykker, foretraekker jeg selv at lave dem og ikke sidde hjalpelost paa bagsaedet) landede jeg ved Whangarei i-site og fandt et hostel til at traekke vejret i et par dage, samt finde ud af hvordan pokker jeg egentlig skal navigere rundt i det her land.


Kort til de visuelle

Bay of Island - Paihia

Jeg er i Bay of Island i ojeblikket - paa Capt'n Bobs hostel, der drives med haard, men retfaerdig og venlig haand af Jo fra England. Det er en mindre , sovning fiskerlandsby, udenfor sason bor her under 1000 mennesker, i sason kan det vist tidobles. Saesonen er iovrigt sommerferien, der starter om et par uger, og isaer julen, og saa blvier der fyldt op af Aucklands kreative klasse, der skal slikke sol, spise dyre middage og drikke hvidvin i skyggen, mens de arbejdende horder af fattige backpackere soerger for at alt glider glat i kulissen.

Da er det ogsaa man skal ud at finde arbejde, hvis man er ude efter midlertidige backpackerjobs, og jeg har et endeligt interview paa mandag paa Darryl's dinner cruise, kajakudlejning, fisketure og yachtture- og man maa gerne synes det er morsomt at jeg sandsynligivs ender med et job, der minder foruroligende meget om det jeg havde derhjemme for jeg tog afsted. Det er dog stadig en del bedre end at vaske toiletter og skifte sengetoj paa larmende, overfyldte hostels, og Darryl himself er blevet anbefalet som en, der er rimelig at arbejde for, hvilket vist er mere end hvad der kan siges om saa mange andre steder. Der er desvaerre en temmlig udbredt kultur for at udnytte backpackerarbejdskrafdten paa det groveste, hvilket nok ogsaa gores nemmere af at de fleste er meget unge og aldrig har haft et arbejde for, og at det er jo alt sammen kun midlertidig. Men gaar alt vel, saa har jeg et arbejde over julen, og kan tjene lidt penge til resten af turen, ove mig paa teoriprove og komme lidt  mere ind under huden paa New Zealand.

I fald jeg bliver ansat, kan man ogsaa faa en adresse paa mig og lidt mere regelmaessig kontakt. Saa bliver den rigtige backpacking og det vilde udendoersliv genoptaget igen, naar newzealanderne tager paa arbejde og jeg an faa det helel for mig selv igen til off season-priser.

Nodvendigheden af koretoj

Det tager taet paa et aar at faa et nz korekort, men det tager ogdaa taet paa et aar at komme nogen steder uden egen transport. Ergo faar jeg mig et korekort. Man skal forst bestaa en teoriprove og faar saa learners license i et halvt aar, hvor man kun maa kore med en codriver - hvilket vil sige at jeg skal lokke nogen med paa tur, men her er saa mange backpackere at det bor vaere muligt. Saa skal jeg tage en praktisk prove og faar limited license hvor jeg maa kore selv, bare ikke om natten i tre maaneder. Saa skal jeg tage et advanced drivers course og saa kan jeg faa full license. Det koster 500 nz dollar, saa uanset er det billigere end hjemme. Hvorfor den slags  tricks er nodvendige?
Jeg gik 20 km for at kigge paa whangareis storste turistattraktion. Der gaar nemlig ingen bus. Det var en flot hule, men et helt aar paa den maade bliver ikke sjovt.

Whangarei, on second tought

Jeg har blaffet og 'bushed' og er kommet frem til at jeg vist er lidt for magelig og gammel,  og maaske ogsaa for selvstaendig og aeventyrlysten til at rejse rundt pr bus og tommelfinger og held & lykke. Alle de spaendende steder ligger lige om hjornet, og er fantastisk besvaerlige at komme til eller fra.
Dermed er den nuvaerende mission noget saa prosaisk som at faa et korekort og en bil og et midlertidig arbejde.  Det kan nok lade sig goere at komme rundt paa anden vis, men det er meningen at det skal vaere sjovt, ikke et aars udholdenhedstest.