Rejsen begyndte i Helsinki

Det er nærmest ikke til at sige hvor en rejse for alvor begynder. Når jeg står i New Zealand, nu mens alt bliver planlagt, da jeg tog afsted på min allerførste telttur som niårig ned til elven 400 meter fra mine forældres hus, da min far gav mig kompasset som tolvårig og spurgte hvor vi skulle hen, da jeg fik  ideen? Når alt kommer til alt, har det sandsynligvis alt sammen indflydelse.

Det blev New Zealand via en omvej nordpå.
Jeg kedede mig utrolig meget på mit studium,  faktisk så meget at jeg endte med at tage til Finland for at læse. Deroppe varer et forårssemester til slutningen af maj, og når semesteret er færdigt, bliver udvekslingsstudenter smidt ud af deres kollegieværelse. Jeg skulle først igang igen i Danmark i september, og havde så tre måneders sommerferie og ikke noget særligt at tage mig til, og i øvrigt heller ikke særligt mange penge. Desuden havde jeg aftalt med mit fremtidige kollektiv at jeg skulle flytte ind i midten af august, så stod jeg også uden et decideret hjem de næste 2 1/2 måneder.

Det var dog ingen grund til panik, jeg pakkede mine ejendele og sendte dem hjem til min mor i Danmark. Det eneste der ikke blev sendt væk, var telt, en smule praktisk tøj, sovepose og mit slidte trangiasæt, samt en enkelt fin kjole, der var til bryllup i Oslo. Så snart festlighederne var overstået, hoppede jeg på en bus til Trondheim. Der talte jeg mine penge, og fandt ud af at jeg umuligt kunen nå særlig langt med offentlig transport i Norge. I stedet fik jeg et lift med en tømrer og derfra begyndte et eventyr i det nordligste Norge, Sverige og Finland, indtil jeg den 18/8 stod i København, kun et par dage forsinket.

Jeg blev for alvor bidt af rejsebacillen, hvor nemt det var, hvor mange seje mennesker jeg havde mødt, alt jeg havde oplevet, og jeg skulle ud igen.

Det var ikek helt tilfældigt at valget faldt på New Zealand. Den dér tømrer, der havde givet mig et lift var taget derned i 2010 og kom hjem med billeder og røverhistorier, der simpelthen ikke ville ud af hovedet igen. Jeg undersøgte lidt på nettet og fandt ud af at det nemt at få et visum til New Zealand, og man kan oven i købet få lov til at arbejde lidt, hvis man løber tør for penge.
Desuden er det verdens sikreste land - og det lyder måske tøset og det er det også. Det er ikke noget problem at tomle, men kun så længe man bliver samlet op og sat af igen, dér hvor man selv beder om det. Det kræver en vis tillid mellem chauffør og passager, især når jeg skal afsted alene.
Princippielt er det ovenstående blot detaljer, der muliggør rejsen; New Zealand er et af de steder, jeg er nødt til at se før jeg dør. Jeg mener, se bare her. Det er derfor jeg skal derned; der er fantastisk smukt, og jeg kan rende rundt på bjerge, hvor jeg kan bo i telt og være lykkelig med mig selv, min rygsæk og min frihed, før alvoren og voksenheden kommer og ta'r mig.