Tuesday 23 August 2011

Tirsdagssøndag

Så blev der fyret en nogen-og-fyrre-timers arbejdsuge af på fire dage, de fleste af dagene iført shorts og solskin ude på havet. Der var kun ganske få ture a la "nu sejler vi ind i Christianshavns kanal, der blev udgravet på ordre af kong Christian...", derimod var der brudepar, der blev gift ombord, komikere og præster, der fortalte deres helt egen historie om København set fra vandsiden, og en dejlig masse transportture, hvor man bare er helt almindelige sømand, og ikke skal servicere i hoved og røv, men kan få lov til at øve sig i at sejle og at lægge 20 meter kanalbåd til, og stå og glane på Dannebrog og Georg Stage, der sejler ud og ind af havnen, mens det nye mandskab øver sig før efterårets togter.

Oveni nåede jeg også kaninfesten i roklubben, og for de uinviede kan jeg fortælle at kaniner er de nye roere i roklubber, og her i slutningen af sommeren bliver de døbt i havvand og andre interessante ingredienser, og derefter fejeret med en meget festlig fest, der strækker sig over fire roklubber, og ender inde hos studenterne, når klokken bliver mange, og vi selv er løbet tør for øl.
For mit vedkommende blev festen så festlig, at jeg vågnede klokken 7.40 i en af køjesengen i roklubbens langtursrum ude i Svanemøllehavnen, og skulle møde på arbejde på Arsenaløen kl 8.30. Heldigvis virker havluft mod tømmermænd.

No comments: