Dirty sailors

Much less interesting than the title suggests, we're busy fixing up the ship still, grinding rust, painting, playing with phosphosric acid cleaing up the galley top, finding (or making) space for everything and gerneally cleaning up. It's starting to look nicer and nicer, though there's still a clutter of paint buckets and containers of all sorts to trip over on deck. It is coming together though, the inside of the ship is getting pretty neat and tidy, and even thoug it feel like we're adding one job on the to do list for each which is being done, it slowly shrinks.

The work of a wwoofer

In case it's slipped anybody by, I'm working three hours a day at my hostel in exchange for a free bed. The owners is a couple, Shane and Asha with Jack at three and Curtis the toddler plus Woody the dog.
We've already settled into a very nice routine, Paul from France, Madeleine from Sweden and me, being the willing workers, getting up at 7-7.30 unlocking doors and checking that no one has used up all the loo paper during the night or made themselves sandwiches all over the kitchen. Then we go for a brisk morning walk, speed set by Madelien, who's very determined to get in shape.
Then we have kitchen and bath room and guest rooms to clean, beds to make and laundry to do and hang. Last couple of days we've been painting the fence of the sun deck (and ourselves) as well.

Then we've determined that it\s the wwoofer's duty to toast themselves on sunny days, because girls in bikinis will attract more costumers. Or maybe go canoing or swimming in the river depending on Shane's daily plan for entertainment. If it's raining we read and write and occupy ourselves on the internet. Paul actually does some real computer-fixer-thingies work during the day.

Evenings are occupied by general silliness, and ensuring guests feel welcome by encouraging sharing of travel stories as well as making communial pancakes.

Things are pretty good around here, despite the unemployment situation. Who needs money anyway, if they rather can be happy?

Not a barmaid

Well, I quit my job because the boss yelled and swore at me. And I don't find that acceptable. I'm fine with people telling me how to do a job I'm new in, but I'm not fine with them giving me no instructions whatsoever and then abusing me for not doing what he wanted me to.

In any case, basic HR usually involves letting people now how you would like your business to be run, what the job of new employees involves and how you want that to be done. Then of course a bit is up to personal initiative and experience and such. When someone walks through the door saying "I've done this a long time ago, so I would need some time to get into it again, but I'll give it a good go, if you give me the opportunity" and you employ them, then you do that HR thing particularly well, don't you? Or is that just me?

Anyway, backpackers out there, stand up for yourself, don't take abuse -  and don't take a job at the Irish bar i havelock, it's called Lennys.

And daddy, I may very well need some money - not right now though - but if that's the standard of NZ employers, I hope you agree that standing up for myself  is better than being sworn at by the boss.
I'd like to pay it back, when I get home to Denmark at some point and can get a job where employers actually appreciate your work, cause travelling New Zealand isn't really an essential part of survival.

On the other hand the couple I'm wwoofing for managing my hostel are very nice. They support my decision and we're drinking a good riesling on that tonight.

Time out in Havelock

I did what I have been postponig for a really long time and checked the balance on my bank account. It's not quite in my favour. I'm by no means starving, but there's not quite enough money to both stay here untill May and buy a ticket going back home. Matter of fact, there's not quite enough to actually just stay here untill May. So I went and asked for some work, and strangely enough, the Irish pub in Havelock apparently was the right place to ask. At least they are giving me a chance tonight, despite that it's close to ten years since I was a waitress last, and I have no idea what a flat white is. Some kind of coffee with milk I guess. I know how to draught a beer and deal with drunk people, and I guess that'll count for something.
Havelock is by the way, the green lipped mussel capital of the world and has around 400 inhabitants. Well, 401 now. It's quite pretty and there's absolutely nothing to spend your money on, except going on a splurge at the local Four Square (superette for the non-kiwis) or going binge drinking with the mussel fishers. Eh, maybe I can even actually get around to send off some articles and get some money of that. We'll see.

Daddy, if you get a letter, you'll know what it'll say.

Bay of Island - Paihia

Jeg er i Bay of Island i ojeblikket - paa Capt'n Bobs hostel, der drives med haard, men retfaerdig og venlig haand af Jo fra England. Det er en mindre , sovning fiskerlandsby, udenfor sason bor her under 1000 mennesker, i sason kan det vist tidobles. Saesonen er iovrigt sommerferien, der starter om et par uger, og isaer julen, og saa blvier der fyldt op af Aucklands kreative klasse, der skal slikke sol, spise dyre middage og drikke hvidvin i skyggen, mens de arbejdende horder af fattige backpackere soerger for at alt glider glat i kulissen.

Da er det ogsaa man skal ud at finde arbejde, hvis man er ude efter midlertidige backpackerjobs, og jeg har et endeligt interview paa mandag paa Darryl's dinner cruise, kajakudlejning, fisketure og yachtture- og man maa gerne synes det er morsomt at jeg sandsynligivs ender med et job, der minder foruroligende meget om det jeg havde derhjemme for jeg tog afsted. Det er dog stadig en del bedre end at vaske toiletter og skifte sengetoj paa larmende, overfyldte hostels, og Darryl himself er blevet anbefalet som en, der er rimelig at arbejde for, hvilket vist er mere end hvad der kan siges om saa mange andre steder. Der er desvaerre en temmlig udbredt kultur for at udnytte backpackerarbejdskrafdten paa det groveste, hvilket nok ogsaa gores nemmere af at de fleste er meget unge og aldrig har haft et arbejde for, og at det er jo alt sammen kun midlertidig. Men gaar alt vel, saa har jeg et arbejde over julen, og kan tjene lidt penge til resten af turen, ove mig paa teoriprove og komme lidt  mere ind under huden paa New Zealand.

I fald jeg bliver ansat, kan man ogsaa faa en adresse paa mig og lidt mere regelmaessig kontakt. Saa bliver den rigtige backpacking og det vilde udendoersliv genoptaget igen, naar newzealanderne tager paa arbejde og jeg an faa det helel for mig selv igen til off season-priser.

Dagsrapport 1

• Min far har ringet og forklaret hvorfor der er højvande i Københavns havn, når der er vestenvind. Det er fordi vandet bliver presset fra Kattegat ned gennem Øresund til Østersøen. Noget af det havner så i havnen, og kan ikke komme ud igen, før vinden vender og det bliver østenvind. Idag holdt det op med at blæse og var helt smukt og stille da jeg mødte på arbejde. Vandet sank 30 centimeter på et par timer. Han fortalte også at jeg skal være opmærksom på at der er nogle steder i New Zealand, hvor man ikke kan drikke vandet fordi der lever bakterier i det. Det vidste jeg godt, men kun fordi det stod i Lonely Planets guidebog.

• Jeg var ude at kigge på stjerneskud med den yndige i går aftes, da Giacobini-Zinner kometen fløj forbi. Vi lå ved officersskolen med en kop te og glanede op i himlen, og jeg forsøgte at komme med romantiske livsvisdomme a la 'når nogle stjerner dør, før der overhovedet er nogen der ser dem, så er et år jo ikke så længe', mens den yndige ræbede sig og tænkte på fodboldresultater og en familie med utroligt larmende piger på syv, otte og ni løb rundt ved siden af. Der var hele tiden små stjerneskud lige ude i øjenkrogen. Jeg ønskede mig ikke noget, den yndige ønskede sig noget, men måtte ikke sige hvad det var, for så går det ikke i opfyldelse og det skal ønsker.

• Jeg har inviteret til farvelfest den første fredag i november og fem har meldt sig til indenfor en time. Jeg kommer nok til at savne mine venner mere end jeg regner med.

• Jeg har ni vagter tilbage før jeg skal afsted og jeg glæder mig som et lille barn (eller en arbejdssky teenager) til sæsonen er helt slukket og lukket, for nu er det bare koldt og vådt og trist ude på vandet og jeg er uendeligt træt af at fortælle den samme historie om København 21 gange om dagen og advare om broer 294 gange. De står stadigvæk op under alle broerne, de dumme turister.

De uldne underbuksers tid

Jeg tjekker vejret hver morgen før jeg tager afsted på arbejde, byvejr, farvandsudsigter og vandstand, vandstanden er skyhøj, og det blæser en halv pelikan fra vest (fem til elleve sekundmeter) så vi ikke kommer under broerne i hele havnen. Er der nogen, der kan forklare mig hvorfor vandet løber ind i havnen, når der er vestenvind og den blæser fra land? Jeg forstår ikke dette meterologiske fænomen. meteroulogisk er det.
Jeg tager lange underbukser på og min vindervinterundertrøje fra Tour de Gudenå, uldsokker, trøje, halsedisse, vanter, hue, det er koldt som bare pokker og vi drikker varm te og kakao i litervis fra tvivlsomme termokopper, men der er næsten adrig nogen, der er syge og mine hænder er brændende varme, såsnart jeg kommer indenfor.

Tirsdagssøndag

Så blev der fyret en nogen-og-fyrre-timers arbejdsuge af på fire dage, de fleste af dagene iført shorts og solskin ude på havet. Der var kun ganske få ture a la "nu sejler vi ind i Christianshavns kanal, der blev udgravet på ordre af kong Christian...", derimod var der brudepar, der blev gift ombord, komikere og præster, der fortalte deres helt egen historie om København set fra vandsiden, og en dejlig masse transportture, hvor man bare er helt almindelige sømand, og ikke skal servicere i hoved og røv, men kan få lov til at øve sig i at sejle og at lægge 20 meter kanalbåd til, og stå og glane på Dannebrog og Georg Stage, der sejler ud og ind af havnen, mens det nye mandskab øver sig før efterårets togter.

Oveni nåede jeg også kaninfesten i roklubben, og for de uinviede kan jeg fortælle at kaniner er de nye roere i roklubber, og her i slutningen af sommeren bliver de døbt i havvand og andre interessante ingredienser, og derefter fejeret med en meget festlig fest, der strækker sig over fire roklubber, og ender inde hos studenterne, når klokken bliver mange, og vi selv er løbet tør for øl.
For mit vedkommende blev festen så festlig, at jeg vågnede klokken 7.40 i en af køjesengen i roklubbens langtursrum ude i Svanemøllehavnen, og skulle møde på arbejde på Arsenaløen kl 8.30. Heldigvis virker havluft mod tømmermænd.

Forberedelser I

For at kunne rejse nogenlunde behageligt, skal man have penge. For at have penge skal man a) arve dem, b) vinde i lotto, c) få en sugar daddy sponsor eller d) arbejde.
Jeg hænger på d, og guider turister i havnen, og det har jeg beskæftiget mig med i dag. Vi har en ret smuk udsigt fra kontoret.

Det er ikke altid lige spændende, men har sine øjeblikke såsom tidlige søndagsmorgener, hvor jeg står og venter på amerikanske turister og finder krabbeskjolder, som en måge sirligt har pillet og efterladt på kajen. Til gengæld kan tiende tur rundt om kanalerne på tre forskellige sprog godt trække tænder ud.