Friday 28 October 2011

Metablogging

Indtil videre er det vist kun mennesker, jeg også taler med i virkeligheden, der læser med her, men for at undgå alt for meget stilstand før interessante aktiviteter for alvor igangsættes, kan jeg opdatere om de lidt mere uinteressante aktiviteter der er i gang lige nu.
Jeg har været i Norge og besøgt Papa Bear med hans gamle venner, der også er omkring de 60 alle sammen og åbenbart får man en revival i de de yngre, ældre år; den første der gik i seng var mig, og dem, der var mest fjollede, var de sølvgrå herrer, der udnævnte sig selv til ærede logebrødre med hemmelige håndtegn og en meget fin brystnål og skålede på hele balladen i græsk brændevin, en fin metaxa - absolut ikke ouzo - præciserede min far, fordelen ved at blive ældre er åbenbart at man har råd til femstjernet brændevin til fjollerierne.

Vel hjemme igen har jeg pakket liv og møbler sammen, givet min kolossale ikeaseng væk til en enlig mor med små børn, hvilket føltes langt mere tilfredsstillende end at sælge den.  af resterende ejendele er en del kommet  på lager og en del ud til den yndige kæreste, som jeg nu skylder både kage og middage til gengæld for flyttehjælpen. Jeg råbte ikke særlig meget, og mest af låsen, der ikke ville passe til min nøgle på lageret. Den yndige mobbede mig, for at have så svært ved at samarbejde med andre mennesker, der ikke bare gør som jeg siger.Lørdag den femte flyttes både mine og den yndiges ejendele sammen i en lejlighed i Aalborg, og jeg tør ikke love hverken blogopdateringer om hvordan det går, eller hvorvidt vi så stadig er kærester, eller om jeg har slået op i bar arrigskab. Den 14 tager jeg afsted, og så satser vi på at vi godt gider være kærester når jeg kommer hjem.

I mellemtiden genstår blot en mængde praktiske detaljer, en rejseforsikring, et visum (der først kan søges om, når der er mere løn på kontoen), praktiske opkald til fagforening (hvor deres computer forhåbentlig virker så de faktisk kan hjælpe), et internationalt pressekort, et mastercard, hvis nu man smider visakortet væk og alt det andet der står på listen. Flybillet til London! Det skal jeg også huske.

Dog er der først den sidste arbejdsweekend, afskeder fordelt udover vennekredsen med tilhørende udleveringer af møbler og køkkenmaskinpark (den yndige gider ikke have alt mit kokkeriskrammel i køkkenet, før jeg selv er der og laver mad) og til sidst et brag af en afskedsfest, hvor der skal drikkes alt det resterende farmorsprut fra sidste sommers mærkværdige arv.

Så pakker jeg og rejser, og nu er der præcis  to uger og tre dage tilbage.

2 comments:

Michael said...

Hei
Tak for besøg i Oslo. Først må jeg præcisere, at det var 5 stjernes Metaxa og IKKE Ouzo, som blev drukket. Og de gamle har stadig fantasien i behold.
Straks efter Jeres ankomst til Ålborg vil I og lejligheden blive inspiceret, samt glemte sager som sokker, natdragt mv. afleveret. De gamle er ikke så glemsomme. Jeg kan tage med til New Zealand for at huske.
Vi har dugnad i helgen, så jeg har fældet store træer.

Din fader

Nina said...

Tak for besøget i Aalborg og middagen. Jes var forbi en fødselsdagsfest senere på aftenen, og fortalte om sin kærestes far, der hellere ville sove på en strand i Nordjylland end på en sofa i Aalborg. De var alle sammen meget imponerede.
Jeg kunne ikke huske hvad jeres græske brændevin hed, men det rettes straks.
Det kunne meget vel være at jeg skulle have dig med til New Zealand til at huske ting og lime ting og finde på skøre ideer.

Din datter