Goat Island til Whangarei/ paa tur

Goat Island marinereservat ligger ikke saerligt langt fra Auckland, men der er en pokkers stor forskel. For eksempel er der grusveje, og tiden straekker sig lidt ud i det uendelige, det man ikke naar i dag kan man altid naa i morgen.
Jeg var der to dage og naaede at snorkle og kigge paa gigantiske eagle rays, finde smaa dode pingviner paa stranden efter stormvejr og haenge ud med maorier, der gav gode tips om hvad fra havet der kan spise (alt, men ikke for mange sopindsvin, saa faar man daarlig mave) og hvor man skal tage hen oppe nordpaa (Whatuwhiwhi, ifolge Lonely planet findes der ingenting deroppe, saa det lyder som et meget godt tip).

 Ellers sker der ikke saa skraekklig meget paa goat Island, der er en hyggelig campingplads med en sod hund og en sydafrikaner med spandende rejsefortaellinger, saa jeg tog nnu alligevel ret hurtigt videre og vandre langs Pakiri beach opad mod nord med en frygtelig masse vand i rygsaekken. Stranden er gylden, smuk og ganske oede, bortset fra enkelte faa vandringsmaend, der med staalsat mod har sat sig for at vandre New Zealand paa langs  -  te aeroa - og saa enkelte fjollehoveder som mig og japanere paa hesteryg. Jeg satte camp op over tidevandsgraensen og hang haengekojen op mellem to naaletraer og gik ned i tidevandshullerne og fangede krabber til middag.
Saa dukkede der et newzealandsk/britisk par op, og vi tandte baal pa stranden, i god sikkerhed fra alt tort, lavede middag, spillede paa guitar og udveklsede rejsehistorier.

Morgen efter korte de mig til Mangawhai heads, hvor jeg gik mig en tur med dramatisk udsigt og fulgte Bream Bay op til en af Doc's campsites, der desvaerre viste sig at vaere frygtelig forblaest og helt uden traer til haengekojer. Dagen efter var det ud paa stranden igen, med haabet om at komem til ena f DOC's hytter ude paa Bream head. Det viste sig do at at Doc mener at rigtige vandrere kan flyve over havneindlob, og at hytter er aflaast og man skal have en individuel pinkode til hver hytte, for man kan komme ind i dem. Den pinkode kan man faa per telefon paa hverdage mellem 10 og 3 eller via internet. Heldigvis blev jeg oplyst om dette, da en venlig newzealaender inviterede paa en opfriskende kop the og en smaakage, daa jeg kom vandrende med min gigantiske rygsaek forbi hans hus.

Planen blev andret og jeg blev sat af paa hovedvejen til Whangarei og efter en noget halsbraekkende koretur med tre glade ungersvende (da var det vist jeg bestemte at jeg hellere selv vil kore. De var sode nok, men bilkulturen hernede er sindssyg og skal jeg endelig ud i bilulykker, foretraekker jeg selv at lave dem og ikke sidde hjalpelost paa bagsaedet) landede jeg ved Whangarei i-site og fandt et hostel til at traekke vejret i et par dage, samt finde ud af hvordan pokker jeg egentlig skal navigere rundt i det her land.


Kort til de visuelle