Orewa-waiwera-warkworth-goat island

Paa campingpladsen i Orewa faldt jeg i snak med den lokale tomrer, der ventede paa at gaesterne skulle tjekke ud, foer han kunne reparere hytter og i mellemtiden gav han mig et lift op til Waiwera hotsprings, hvor jeg blev sneget ind som lokal; de betaler 10 dollar og turister betaler 25. Om eftermiddagen blev jeg afhentet igen, bevaertet med middag og newzealandsk vin og puttet i seng i drengevaerelset, hvor husets son bor, naar han ikke er paa college.
Dag tre blaffede jeg op til Warkworth med en lastbilchauffor og besogte Perry kauripark. Kaurier spiller en stor rolle i nz's kolonihistorie, de er gigantiske traer, der kan blive op til 2000 aar gamle og blev faeldet i stor stil frem til 1900, hvor der begyndte at vaere mangel paa dem. Perry kauripark kan fremvise eksemplarer paa 500 aar med en diameter paa 8 meter. 
Udover traerne har warkworth nu ikke saa meget at vise frem, saa om eftermiddagen fortsatte jeg op til Goat Island marinereservat, og blev naer shanghaiet til at vaere hjemmehjaelper undervejs.

Auckland til gulf harbour/orewa

Paa trods af at transporten er noget mere besvaerlig end jeg regnede med har jeg naaet et godt stykke og modt en del interessante mennesker.
Jeg tog faergen fra auckland op til gulf harbour og ville overnatte paa doc's campsite i shakespear nationalpark og spurgte en af jakkesaetsherrerne hvordan man nemmest kommer derud. Det gor man med bussen, men han ville da meget gerne give mig et lift. Jakkesaetsherren viste sig at hedde christo og var lidt bekymret for at parken maaske var lukket pga skadedyrsudryddelse og gav mig sit telefonnummer, hvis nu der var noget. Parken var lukket, men jeg naaede den sidste bus ud og blev sat af i orewa, hvor der er en helt almindelig campsite. Der kom haengekojeteltet op for forste gang, og var glimrende at sove i. Jeg skrev en lille sms om at jeg var endt i orewa i stedet og sov der og christo (og melinda) skrev tilbage at det var godt og at de er ved at bygge et hus i bay of island, saa naar jeg kom derop skulle jeg sige til.

Din nabo gor det ogsaa

Der er flere end mig paa langtur, selvfolgelig, maa man naesten sige. En af dem er liam fra dublin, der cykler fra auckland til osaka. Han er lidt mere velorganiseret og velopdateret, saa hvis man keder sig herinde en dag, kan man tjekke liams epic bike ride.
Et andet par paa tur er kaare og lillian fra norge, der bruger sine senioraar paa at sejle jorden rundt. De er ude med skibet kilico, som jeg spottede med et norsk flag i whangarei marina. De er de forste skandinaver jeg havde set indtil videre, saa selvfolgelig myldrede jeg ned paa kajen for at hoere hvem de var. Kaare og lillian har sejlet norge-middelhavet-kanarioerne-brasilien-syd om latinamerika-stillehavet-nz paa tre aars tid. De er paa vej hjem paa juleferie i norge pt, der er nemlig orkansaeson i det sydlige stillehav et par maaneder fremover. Whangarei er et af de klassiske oplaegningspladser hernede, og marinaen er velfyldt over jul frem til marts, hvor sejlerne fortsaetter.

Nodvendigheden af koretoj

Det tager taet paa et aar at faa et nz korekort, men det tager ogdaa taet paa et aar at komme nogen steder uden egen transport. Ergo faar jeg mig et korekort. Man skal forst bestaa en teoriprove og faar saa learners license i et halvt aar, hvor man kun maa kore med en codriver - hvilket vil sige at jeg skal lokke nogen med paa tur, men her er saa mange backpackere at det bor vaere muligt. Saa skal jeg tage en praktisk prove og faar limited license hvor jeg maa kore selv, bare ikke om natten i tre maaneder. Saa skal jeg tage et advanced drivers course og saa kan jeg faa full license. Det koster 500 nz dollar, saa uanset er det billigere end hjemme. Hvorfor den slags  tricks er nodvendige?
Jeg gik 20 km for at kigge paa whangareis storste turistattraktion. Der gaar nemlig ingen bus. Det var en flot hule, men et helt aar paa den maade bliver ikke sjovt.

Whangarei, on second tought

Jeg har blaffet og 'bushed' og er kommet frem til at jeg vist er lidt for magelig og gammel,  og maaske ogsaa for selvstaendig og aeventyrlysten til at rejse rundt pr bus og tommelfinger og held & lykke. Alle de spaendende steder ligger lige om hjornet, og er fantastisk besvaerlige at komme til eller fra.
Dermed er den nuvaerende mission noget saa prosaisk som at faa et korekort og en bil og et midlertidig arbejde.  Det kan nok lade sig goere at komme rundt paa anden vis, men det er meningen at det skal vaere sjovt, ikke et aars udholdenhedstest.

Auckland og videre

Auckland er en maerkelig by, centrum er den kedeligste del med skyskrabere skytower og ikke saerlig meget andet. I forstaederne kan man derimod finde gamle fort ud mod havet med hemmelige tunneller og hvide strande blandt sorte lavaklipper, botaniske haver i kolonistil, kunstmuseer og historiske museer med udstillinger om Maorier og britisk kolonitid, graesklaedte vulkaner med udsigt over hele Auckland.

Jeg har boet paa et billigt, larmende hostel midt i centrum naesten helt nede ved kajen, sammen med en masse meget unge backpackere. Dog rendte jeg ogsaa ind i to californiske surfere, justin og Michael og Lennart fra Tyskland, som er paa min alder. Vi lavede hurtigt en aftensmadsgruppe og en aftale om at moedes oppe nordpaa. Jeg tager nemlig videre i dag, med faergen til Gulf bay, hvor man kan overnatte paa DOC's campingplads ud til havet. Saa videre op nordpaa paa tommel og gaaben, til Justin og Michael har fundet sig en klassisk backpackervan med den rette kombi af skramlet, billig og brugbar.

Jeg moedtes med Paul, der er son af en af Lars og Jannes slaegtninge ret langt ude i Canada. Han tog gerne mit ekstra grej til opbevaring, saa jeg hverken skal bekymre mig om det. Newzealaendere er utroligt hjaelpsomme, indtil videre har jeg faet spontan hjalp til at finde vej, rejsetips, kaffe og fries med Mr. Hantoto, der er en aeldre indonesisk gnetleman, som kedede sig udenfor kirken, mens hans kone var til gudstjeneste, og en laengere snak om at rejse, en oekonomiske ituation i Europa og meget andet med Sylvia ved et busstoppested.

Her er eksotisk paa saa mange maader, palmetraer  overalt og fuglekvitter, der lyder fuldstaendig anderledes end hjemme. Det giver mening at fugle hedder ting som tuitui og kaka.Alligevel er det ogsaa saert velkendt og britisk, og alting fungerer ganske gnidningsloest. Der er rene offentlige toiletter overalt og smaa drinking water taps, hvor man kan fylde sin vandflaske, alt er helt utrolig rent og paent og grafitteloest og nybygget. Og maaske en lille smule kedeligt. New Zealand er ikke et land man tager til for at se byerne.

Det varer noget tid til jeg kommer i naerheden af net naeste gang - sandsynligvis - det med telefon og net er ret dyrt og ret besvaerligt. Men jeg lover at faa lagt billeder op da. Her er smukt.

Auckland - praktisk info

Alt vel, jeg bor paa hostel, har faa et lokalt tlf nr 0221015744, husk at laegge landekode til, hvis I skal ringe eller skrive sms. Der er ogsaa skype paa tlf, men det er lidt dyrt at bruge net fra den, saa jeg er ikke saa meget paa, men kan findes under mit navn inde paa skype.

Ellers gaar det fint, her er sommervarmt og dejligt og folk er helt utroligt venlige.

Undervejs

Har drukket pints i London med aeldre britiske businessmaend og sovet paa sofa i Heathrow. Flojet til Singapore og shoppet elektronik og undret mig over hvor maerkvaerdige og andreledes byer kan vaere. Spist mad jeg ikke vidste hvad var. Skal straks videre til Auckland. Singapore air er seje.

Til Solvej, jeg bruger stadig min rucmail, du maa ogsaa have det godt. Indtil videre er det spaendende ikke helt begyndt endnu :-).

This bird has flown it's cage

Jeg lover nu at komme hjem igen

Smukt bureaukrati

Jeg søgte om visum igår på nettet. Når man kommer fra Danmark skal man bare på tro og love hævde at man ikke er gravid, farlig, syg, fattig og har forsikring og penge til ophold og billet hjem. Så får man godkendt visum dagen efter. Jeg elsker mit rødbedefarvede pas, billetten til world wide frihed. Det er fantastisk, at det er så nemt.

Do I really, really need this? Really?

Jeg har vasket og lappet og lagt bukser op og syet knapper i og imprægneret ydertøj og lagt det i en samlet bunke i skabet. Vi har lige ryddet stuerne, så her ser helt hjemligt ud, og jeg har fyldt dem igen, men allehånde turgrej og småting, det er livsnødvendigt at tage med. Noget af det vigtigste er at få den rigtige bog og den rigtige musik med. Strikkepinde og skrivebog til lange aftener i telt og en lommelærke, der kan deles med andre. Noget at sove i og noget tøj at tage på, kogegrej og nødhjælpsudstyr og kamera. Cimber air har sat en handy begrænsning på tyve kilo.  Det er meget, og samtidig meget lidt. Mit hjem i en rygsæk det næste år.

Billede via Alaskan eyes

For at tage ud, skal der også være et hjem

Jeg bor i Aalborg med den yndige, der har fundet et arbejde heroppe, fordi andelslejligheden ikke kunne blive solgt. Så var det nemmere for den yndige at flytte tilbage igen. Det er meningen at jeg skal komme tilbage her og bo, når jeg på et tidspunkt er færdig med at lege kosmopolitisk beachcomber, og det er godt nok underligt. Megaunderligt, med langt, fladt e, men også ret dejligt. Der er én, der godt gider vente på at jeg kommer hjem igen. Selvfølgelig, der er også mange andre der også glæder sig til jeg kommer hjem igen, men de længes nok lidt mindre.
Vores møbler passer sammen, her er pudsigt mormorminimalistisk, alt er i brunt træ, men der er ikke særlig meget af noget. Jeg har kun medbragt det mest nødvendige og efterladt størstedelen af mine ejendele på det mærkværdige lager i Glostrup, der kan opsluge uanede mængder af gammelt tøj, ting og møbler, og nu indeholder en halv herskabslejlighed fra begyndelsen af forrige århundrede; arven efter farmor.
Her er kun lige præcis nok til at jeg også er hjemme, og det ikke kun er den yndiges lejlighed, vi deler stuerne, den ene er min læseskrivestue, og den anden er slyngelstuen med bar og sportsfjernsyn. Her skal jeg hjem til igen, hjem og skrive, hjem og finde et arbejde, hjem og blive lidt mere voksen.

Men aalborg, det minder pudsigt om at flytte til Tampere, samme størrelse by (samme behagelige overskuelighed), samme slags gågade, samme slags bargade, nogle finfine barer og spillesteder at gøre til stamsteder, selv indkøbscenterene ligner hinanden, dyre Salling og billige Friis, i Tampere fandtes Sokos (den billige tøjte) og Stockmann (den dyre dame), heller ikke her kan jeg helt forstå geografien uden at støtte mig til kystlinien, og forstæderne er ukendt land, men naturen er dejlig tæt på.
Der er dog også nogle forskelle; jeg kan for eksempel sproget og kender kulturen, selvom visse venner var dybt rystede over at jeg kunne finde på at flytte til Aalborg: "Men ved du hvor langt væk det er? Og de taler helt anderledes, og det er en helt anden kultur! Det tager mindst fem timer i tog!"
Jeg er også lidt ældre, måske lidt mere magelig, ret glad for at jeg kan tage hjem og især glad for at der er nogen, jeg kan tage hjem til. Så kan jeg nemlig også tage ud med ro i sindet istedet for uro overalt. Jeg skal bare ud på tur, jeg kommer hjem igen.

Memo til selv

Seks pas á 24 squats, 20 mavebøjninger, 15 burberrys på 23 minutter. Jeg var til crossfit i roklubben i går. Det er eddermame hårdt.
Jeg tømte også mit roskab og cyklede hjem med svømmefødderne bagpå cyklen; de bor ellers nede i klubben dejligt tæt på vandet, hvor de også skal bruges. Svømmefødderne skal sådan set ikke med til New Zealand,jeg nøjes med snorkel og maske, men det kan jo være, der er en anden, der kan bruge mit skab mens jeg er væk.
Det er lidt mærkeligt med alle de her opsigelser af alting, og farvelbesøg, som alle parter lader som om ikke er en rigtig afsked, det kan jo være vi lige når at ses igen før jeg tager afsted. Rejseforsikring er i hus, flybilletter indkøbt (Aalborg-København-London-Singapore-Auckland, lige det glæder jeg mig ikke så meget til), alle de små praktiske detaljer.