Glædelig jul

Glædelig jul

Julen forekom mig egentlig mest at være upraktisk, alting lukker og alle sidder derhjemme med familien; temmelig kedeligt når man er rejsende. Det er også særdeles ujulet at være iført sommerkjole. Hostelet jeg bor på er temmelig højtbelagt med argentinere, der snakker spansk med hinanden og meget unge tyskere. Det forekom umiddelbart ikke så lovende, men da argentinerne fandt ud af at jeg snakker spansk, blev jeg ret hurtigt indlemmet i gruppen og inviteret med til julefest.

Jeg fejrede dog alligevel jul på stranden, for her var en tysk kvinde på min alder, der heller ikke var så begejstret for alt for meet ungdommelig festlighed (altså når det blvier så festligt at man ikke kan holde festen inden for egne præmisser på flere måder). Vi gik ned på stranden for at se på solnedgang og delte en flaske hvidvin og var hjemme igen ved ti-tiden.

Da var der fuld igang i argentinerne,og siden man kunne vælge imellem at være den sure dame, der lå i telte og var irriteret over at de andre var festlige og larmende, elller være med til festen, bestemte jeg mig for at fest var det bedste valg. Der var en lind strøm af mere eller mindre særprægede drinks, salsa og cumbria én masse og da klokken var fem opdagede jeg at jeg var ret fuld og ret træt og at solen var ved at stå op, så det var på tide at gå i seng. Juledag tog vi på stranden og havde tømmermænd.

Auckland til Gisborne

Un petit francais qui s´appelle David

Kort til de visuelle
Jeg kørte med en lillebitte franskmand ved navn David fra Auckland til Gisborne, han kørte, jeg var codriver med pligt til at råbe "a la gauge!" hver gang han glemte at man kører i venstre side i New Zealand.
Første udfordring er altid at komme ud af Auckland, der strækker sig langt, med store forstæder og talløse motorvejsfra- og tilkørsler. VI fandt dog ned til State highway 2 og fortsatte derudaf til det blev aften og vi var nået til Katikati, hvor vi stoppede ved den campingplads, der ikke var for nudister. David var dog ikke særlig tilfreds med prisen, det var hans første tur udenfor Auckland, hvor ahn havde boet hos en ven. Men New Zealand er dyrt, og de fleste backpacker finder ud af det på et tidspunkt, det gør han nok også. Det var dog et meget rart sted, med et køkken, der var den rene luksus efter fem dage i Aucklands billigste hostel, med Aucklands mest beskidte køkken.

I princippet tager det ikke mere end otte timer at køre fra Auckland til Gisborne, men det er ikke byerne, der er interessante i New Zealand, det er alt det, der ligger mellem byerne. Der kan man kun komme ud med en bil,den offentlige transport her i landet er ikke beregnet til at tage ud uhumske natur, vil man det, må man sørme slv transportere sig derhen.

Mount Manganui

Med fin udsigt over blåt hav i solskin (jeg behøver ikke at tage regnejrsbilleder til jer, vel?)

Vi transporterede os dog til Mount Manganui i første omgang, hvor vi gik op på bjerget, spiste frokost og fortsatte videre til lidt nord for Tauranga, hvor vi fandt en lokal strand med moarier på fisketur. De var ude at overnatte der, så det rgnede vi med at vi nok også kunne.

Mand fisker på strand. Han er ikke maori, men i modsætning til dem, havde han ikke noget imod at blive fotograferet.

David havde dog en aftale i Napier til jul, så vi fortsatte, med en længere vandreturspause ved en elv, der hedder noget langt på maori - I skulle selv prøve på at skulle huske alle de navne.

"Floden, der flyttede sig" Det hedder den oversat fra Maori, men jeg kan ikke huske hvad det hedder på maori.

 Nu sidder jeg så i Gisborne, der forhåbentlig har mere charmerende steder end Flying Nun hostel, hvor jeg bor i tlet på græsplænen bag parkeringpladsen - man kan vælge mellem den plæne eller den mellem murene, der ligner en fangelejr. Fordelen er at her er billigt og internettet er gratis.

Over jul er New Zealand lukket for ferie, som stort set alle andre lande med kristen baggrund, så min plan er at tage på stranden, hvis ellers vejret arter sig.

Ud igen - Gisborne

Jeg er stadig i Auckland, og i princippet er der vel en del jeg kan foretage mig her, men i realiteten er der langt til alting og busserne går kun en gang i timen. Så jeg har faktisk kun nusset rundt i Aucklands kunstmuseum, parkerne i nærheden, biblioteket med frit internet og nede ved havnen, hvor man kan glane på gigantiske lystyachts og neonbelyste juletræer. Efter lige lovlig lang ventetid tager jeg ud igen med en lillebitte franskmand, der transporterer mig ned til Gisborne nu i eftrermiddag. Vi regner dog med at bruge et par dage på turen, der ellers kan gøres på en dags tid, men er enige om at slow travel is good travel.
Nede i Gisborne skal jeg få fingeren ud og få et kørekort og øve mig lidt i at køre bil. Jeg har også snakket med to engelske piger om at overtage deres bil om en måneds tid, når de skal flyve fra Auckland. Det er en lille rap Honda Civic 2.2, der nok bør kunne transportere mig og en codriver rundt. Og hvis jeg ikke kan få et rigtigt arbejde må jeg se om det der woofing måske kunne være interessant.

Billeder

Jeg har købt en laptop. En lillebitte handy e-book, så jeg rent faktisk kan skrive artikler og lidt mere fornuftige blogposts og lægge billeder op og alt muligt andet. Men lige sidder jeg i fællesrummet ved sidne af verden mest belastende argentinske par og kan overhovedet ikke koncnetrere mig om at skrive noget fornuftigt, så I får bare billeder i denne omgang.

Auckland - sky tower

Cape reinga

Delfiner

Caampi Taputaputa

Lake Ngatu, surferdrenge, deres van og min hængekøke

Eagle ray ved goat Island marine reserve

Nina snorkler

Nina spsier krabbepasta med selvfangede krabber

Pakiri beach

Stikord

• ingen jobs til Nina
• Hentet af surfere
• nordpaa til Cape Reinga
• smaa sovnige byer
• sove i klitterne paa stranden
• svomme med delfiner
• haengekoje ved soe
• new zeaands aeldste kauritrae
• regnvejr
• store bolger
• betroelser
• vandretur i skov
• auckland
• hvad saa nu, lille du?

Island time

Alting tager lidt længere tid oppe nordpå, der man ikke når i dag, når man måske i morgen. Eller overmorgen. Der gælder også jobinterviews - jeg var der, chefen var ikke.
Dermed tager jeg også er par fridage og kører med the californiasurferdudes justin og michael op til 90 miles beach. Solen er også endelig begyndt at skinne efter troperegnen, så der er er ganske godt tidspunkt at tage surf og kørelektioner på stranden.

Goat Island til Whangarei/ paa tur

Goat Island marinereservat ligger ikke saerligt langt fra Auckland, men der er en pokkers stor forskel. For eksempel er der grusveje, og tiden straekker sig lidt ud i det uendelige, det man ikke naar i dag kan man altid naa i morgen.
Jeg var der to dage og naaede at snorkle og kigge paa gigantiske eagle rays, finde smaa dode pingviner paa stranden efter stormvejr og haenge ud med maorier, der gav gode tips om hvad fra havet der kan spise (alt, men ikke for mange sopindsvin, saa faar man daarlig mave) og hvor man skal tage hen oppe nordpaa (Whatuwhiwhi, ifolge Lonely planet findes der ingenting deroppe, saa det lyder som et meget godt tip).

 Ellers sker der ikke saa skraekklig meget paa goat Island, der er en hyggelig campingplads med en sod hund og en sydafrikaner med spandende rejsefortaellinger, saa jeg tog nnu alligevel ret hurtigt videre og vandre langs Pakiri beach opad mod nord med en frygtelig masse vand i rygsaekken. Stranden er gylden, smuk og ganske oede, bortset fra enkelte faa vandringsmaend, der med staalsat mod har sat sig for at vandre New Zealand paa langs  -  te aeroa - og saa enkelte fjollehoveder som mig og japanere paa hesteryg. Jeg satte camp op over tidevandsgraensen og hang haengekojen op mellem to naaletraer og gik ned i tidevandshullerne og fangede krabber til middag.
Saa dukkede der et newzealandsk/britisk par op, og vi tandte baal pa stranden, i god sikkerhed fra alt tort, lavede middag, spillede paa guitar og udveklsede rejsehistorier.

Morgen efter korte de mig til Mangawhai heads, hvor jeg gik mig en tur med dramatisk udsigt og fulgte Bream Bay op til en af Doc's campsites, der desvaerre viste sig at vaere frygtelig forblaest og helt uden traer til haengekojer. Dagen efter var det ud paa stranden igen, med haabet om at komem til ena f DOC's hytter ude paa Bream head. Det viste sig do at at Doc mener at rigtige vandrere kan flyve over havneindlob, og at hytter er aflaast og man skal have en individuel pinkode til hver hytte, for man kan komme ind i dem. Den pinkode kan man faa per telefon paa hverdage mellem 10 og 3 eller via internet. Heldigvis blev jeg oplyst om dette, da en venlig newzealaender inviterede paa en opfriskende kop the og en smaakage, daa jeg kom vandrende med min gigantiske rygsaek forbi hans hus.

Planen blev andret og jeg blev sat af paa hovedvejen til Whangarei og efter en noget halsbraekkende koretur med tre glade ungersvende (da var det vist jeg bestemte at jeg hellere selv vil kore. De var sode nok, men bilkulturen hernede er sindssyg og skal jeg endelig ud i bilulykker, foretraekker jeg selv at lave dem og ikke sidde hjalpelost paa bagsaedet) landede jeg ved Whangarei i-site og fandt et hostel til at traekke vejret i et par dage, samt finde ud af hvordan pokker jeg egentlig skal navigere rundt i det her land.


Kort til de visuelle

Bay of Island - Paihia

Jeg er i Bay of Island i ojeblikket - paa Capt'n Bobs hostel, der drives med haard, men retfaerdig og venlig haand af Jo fra England. Det er en mindre , sovning fiskerlandsby, udenfor sason bor her under 1000 mennesker, i sason kan det vist tidobles. Saesonen er iovrigt sommerferien, der starter om et par uger, og isaer julen, og saa blvier der fyldt op af Aucklands kreative klasse, der skal slikke sol, spise dyre middage og drikke hvidvin i skyggen, mens de arbejdende horder af fattige backpackere soerger for at alt glider glat i kulissen.

Da er det ogsaa man skal ud at finde arbejde, hvis man er ude efter midlertidige backpackerjobs, og jeg har et endeligt interview paa mandag paa Darryl's dinner cruise, kajakudlejning, fisketure og yachtture- og man maa gerne synes det er morsomt at jeg sandsynligivs ender med et job, der minder foruroligende meget om det jeg havde derhjemme for jeg tog afsted. Det er dog stadig en del bedre end at vaske toiletter og skifte sengetoj paa larmende, overfyldte hostels, og Darryl himself er blevet anbefalet som en, der er rimelig at arbejde for, hvilket vist er mere end hvad der kan siges om saa mange andre steder. Der er desvaerre en temmlig udbredt kultur for at udnytte backpackerarbejdskrafdten paa det groveste, hvilket nok ogsaa gores nemmere af at de fleste er meget unge og aldrig har haft et arbejde for, og at det er jo alt sammen kun midlertidig. Men gaar alt vel, saa har jeg et arbejde over julen, og kan tjene lidt penge til resten af turen, ove mig paa teoriprove og komme lidt  mere ind under huden paa New Zealand.

I fald jeg bliver ansat, kan man ogsaa faa en adresse paa mig og lidt mere regelmaessig kontakt. Saa bliver den rigtige backpacking og det vilde udendoersliv genoptaget igen, naar newzealanderne tager paa arbejde og jeg an faa det helel for mig selv igen til off season-priser.

Orewa-waiwera-warkworth-goat island

Paa campingpladsen i Orewa faldt jeg i snak med den lokale tomrer, der ventede paa at gaesterne skulle tjekke ud, foer han kunne reparere hytter og i mellemtiden gav han mig et lift op til Waiwera hotsprings, hvor jeg blev sneget ind som lokal; de betaler 10 dollar og turister betaler 25. Om eftermiddagen blev jeg afhentet igen, bevaertet med middag og newzealandsk vin og puttet i seng i drengevaerelset, hvor husets son bor, naar han ikke er paa college.
Dag tre blaffede jeg op til Warkworth med en lastbilchauffor og besogte Perry kauripark. Kaurier spiller en stor rolle i nz's kolonihistorie, de er gigantiske traer, der kan blive op til 2000 aar gamle og blev faeldet i stor stil frem til 1900, hvor der begyndte at vaere mangel paa dem. Perry kauripark kan fremvise eksemplarer paa 500 aar med en diameter paa 8 meter. 
Udover traerne har warkworth nu ikke saa meget at vise frem, saa om eftermiddagen fortsatte jeg op til Goat Island marinereservat, og blev naer shanghaiet til at vaere hjemmehjaelper undervejs.

Auckland til gulf harbour/orewa

Paa trods af at transporten er noget mere besvaerlig end jeg regnede med har jeg naaet et godt stykke og modt en del interessante mennesker.
Jeg tog faergen fra auckland op til gulf harbour og ville overnatte paa doc's campsite i shakespear nationalpark og spurgte en af jakkesaetsherrerne hvordan man nemmest kommer derud. Det gor man med bussen, men han ville da meget gerne give mig et lift. Jakkesaetsherren viste sig at hedde christo og var lidt bekymret for at parken maaske var lukket pga skadedyrsudryddelse og gav mig sit telefonnummer, hvis nu der var noget. Parken var lukket, men jeg naaede den sidste bus ud og blev sat af i orewa, hvor der er en helt almindelig campsite. Der kom haengekojeteltet op for forste gang, og var glimrende at sove i. Jeg skrev en lille sms om at jeg var endt i orewa i stedet og sov der og christo (og melinda) skrev tilbage at det var godt og at de er ved at bygge et hus i bay of island, saa naar jeg kom derop skulle jeg sige til.

Din nabo gor det ogsaa

Der er flere end mig paa langtur, selvfolgelig, maa man naesten sige. En af dem er liam fra dublin, der cykler fra auckland til osaka. Han er lidt mere velorganiseret og velopdateret, saa hvis man keder sig herinde en dag, kan man tjekke liams epic bike ride.
Et andet par paa tur er kaare og lillian fra norge, der bruger sine senioraar paa at sejle jorden rundt. De er ude med skibet kilico, som jeg spottede med et norsk flag i whangarei marina. De er de forste skandinaver jeg havde set indtil videre, saa selvfolgelig myldrede jeg ned paa kajen for at hoere hvem de var. Kaare og lillian har sejlet norge-middelhavet-kanarioerne-brasilien-syd om latinamerika-stillehavet-nz paa tre aars tid. De er paa vej hjem paa juleferie i norge pt, der er nemlig orkansaeson i det sydlige stillehav et par maaneder fremover. Whangarei er et af de klassiske oplaegningspladser hernede, og marinaen er velfyldt over jul frem til marts, hvor sejlerne fortsaetter.

Nodvendigheden af koretoj

Det tager taet paa et aar at faa et nz korekort, men det tager ogdaa taet paa et aar at komme nogen steder uden egen transport. Ergo faar jeg mig et korekort. Man skal forst bestaa en teoriprove og faar saa learners license i et halvt aar, hvor man kun maa kore med en codriver - hvilket vil sige at jeg skal lokke nogen med paa tur, men her er saa mange backpackere at det bor vaere muligt. Saa skal jeg tage en praktisk prove og faar limited license hvor jeg maa kore selv, bare ikke om natten i tre maaneder. Saa skal jeg tage et advanced drivers course og saa kan jeg faa full license. Det koster 500 nz dollar, saa uanset er det billigere end hjemme. Hvorfor den slags  tricks er nodvendige?
Jeg gik 20 km for at kigge paa whangareis storste turistattraktion. Der gaar nemlig ingen bus. Det var en flot hule, men et helt aar paa den maade bliver ikke sjovt.

Whangarei, on second tought

Jeg har blaffet og 'bushed' og er kommet frem til at jeg vist er lidt for magelig og gammel,  og maaske ogsaa for selvstaendig og aeventyrlysten til at rejse rundt pr bus og tommelfinger og held & lykke. Alle de spaendende steder ligger lige om hjornet, og er fantastisk besvaerlige at komme til eller fra.
Dermed er den nuvaerende mission noget saa prosaisk som at faa et korekort og en bil og et midlertidig arbejde.  Det kan nok lade sig goere at komme rundt paa anden vis, men det er meningen at det skal vaere sjovt, ikke et aars udholdenhedstest.

Auckland og videre

Auckland er en maerkelig by, centrum er den kedeligste del med skyskrabere skytower og ikke saerlig meget andet. I forstaederne kan man derimod finde gamle fort ud mod havet med hemmelige tunneller og hvide strande blandt sorte lavaklipper, botaniske haver i kolonistil, kunstmuseer og historiske museer med udstillinger om Maorier og britisk kolonitid, graesklaedte vulkaner med udsigt over hele Auckland.

Jeg har boet paa et billigt, larmende hostel midt i centrum naesten helt nede ved kajen, sammen med en masse meget unge backpackere. Dog rendte jeg ogsaa ind i to californiske surfere, justin og Michael og Lennart fra Tyskland, som er paa min alder. Vi lavede hurtigt en aftensmadsgruppe og en aftale om at moedes oppe nordpaa. Jeg tager nemlig videre i dag, med faergen til Gulf bay, hvor man kan overnatte paa DOC's campingplads ud til havet. Saa videre op nordpaa paa tommel og gaaben, til Justin og Michael har fundet sig en klassisk backpackervan med den rette kombi af skramlet, billig og brugbar.

Jeg moedtes med Paul, der er son af en af Lars og Jannes slaegtninge ret langt ude i Canada. Han tog gerne mit ekstra grej til opbevaring, saa jeg hverken skal bekymre mig om det. Newzealaendere er utroligt hjaelpsomme, indtil videre har jeg faet spontan hjalp til at finde vej, rejsetips, kaffe og fries med Mr. Hantoto, der er en aeldre indonesisk gnetleman, som kedede sig udenfor kirken, mens hans kone var til gudstjeneste, og en laengere snak om at rejse, en oekonomiske ituation i Europa og meget andet med Sylvia ved et busstoppested.

Her er eksotisk paa saa mange maader, palmetraer  overalt og fuglekvitter, der lyder fuldstaendig anderledes end hjemme. Det giver mening at fugle hedder ting som tuitui og kaka.Alligevel er det ogsaa saert velkendt og britisk, og alting fungerer ganske gnidningsloest. Der er rene offentlige toiletter overalt og smaa drinking water taps, hvor man kan fylde sin vandflaske, alt er helt utrolig rent og paent og grafitteloest og nybygget. Og maaske en lille smule kedeligt. New Zealand er ikke et land man tager til for at se byerne.

Det varer noget tid til jeg kommer i naerheden af net naeste gang - sandsynligvis - det med telefon og net er ret dyrt og ret besvaerligt. Men jeg lover at faa lagt billeder op da. Her er smukt.

Auckland - praktisk info

Alt vel, jeg bor paa hostel, har faa et lokalt tlf nr 0221015744, husk at laegge landekode til, hvis I skal ringe eller skrive sms. Der er ogsaa skype paa tlf, men det er lidt dyrt at bruge net fra den, saa jeg er ikke saa meget paa, men kan findes under mit navn inde paa skype.

Ellers gaar det fint, her er sommervarmt og dejligt og folk er helt utroligt venlige.

Undervejs

Har drukket pints i London med aeldre britiske businessmaend og sovet paa sofa i Heathrow. Flojet til Singapore og shoppet elektronik og undret mig over hvor maerkvaerdige og andreledes byer kan vaere. Spist mad jeg ikke vidste hvad var. Skal straks videre til Auckland. Singapore air er seje.

Til Solvej, jeg bruger stadig min rucmail, du maa ogsaa have det godt. Indtil videre er det spaendende ikke helt begyndt endnu :-).

This bird has flown it's cage

Jeg lover nu at komme hjem igen

Smukt bureaukrati

Jeg søgte om visum igår på nettet. Når man kommer fra Danmark skal man bare på tro og love hævde at man ikke er gravid, farlig, syg, fattig og har forsikring og penge til ophold og billet hjem. Så får man godkendt visum dagen efter. Jeg elsker mit rødbedefarvede pas, billetten til world wide frihed. Det er fantastisk, at det er så nemt.

Do I really, really need this? Really?

Jeg har vasket og lappet og lagt bukser op og syet knapper i og imprægneret ydertøj og lagt det i en samlet bunke i skabet. Vi har lige ryddet stuerne, så her ser helt hjemligt ud, og jeg har fyldt dem igen, men allehånde turgrej og småting, det er livsnødvendigt at tage med. Noget af det vigtigste er at få den rigtige bog og den rigtige musik med. Strikkepinde og skrivebog til lange aftener i telt og en lommelærke, der kan deles med andre. Noget at sove i og noget tøj at tage på, kogegrej og nødhjælpsudstyr og kamera. Cimber air har sat en handy begrænsning på tyve kilo.  Det er meget, og samtidig meget lidt. Mit hjem i en rygsæk det næste år.

Billede via Alaskan eyes

For at tage ud, skal der også være et hjem

Jeg bor i Aalborg med den yndige, der har fundet et arbejde heroppe, fordi andelslejligheden ikke kunne blive solgt. Så var det nemmere for den yndige at flytte tilbage igen. Det er meningen at jeg skal komme tilbage her og bo, når jeg på et tidspunkt er færdig med at lege kosmopolitisk beachcomber, og det er godt nok underligt. Megaunderligt, med langt, fladt e, men også ret dejligt. Der er én, der godt gider vente på at jeg kommer hjem igen. Selvfølgelig, der er også mange andre der også glæder sig til jeg kommer hjem igen, men de længes nok lidt mindre.
Vores møbler passer sammen, her er pudsigt mormorminimalistisk, alt er i brunt træ, men der er ikke særlig meget af noget. Jeg har kun medbragt det mest nødvendige og efterladt størstedelen af mine ejendele på det mærkværdige lager i Glostrup, der kan opsluge uanede mængder af gammelt tøj, ting og møbler, og nu indeholder en halv herskabslejlighed fra begyndelsen af forrige århundrede; arven efter farmor.
Her er kun lige præcis nok til at jeg også er hjemme, og det ikke kun er den yndiges lejlighed, vi deler stuerne, den ene er min læseskrivestue, og den anden er slyngelstuen med bar og sportsfjernsyn. Her skal jeg hjem til igen, hjem og skrive, hjem og finde et arbejde, hjem og blive lidt mere voksen.

Men aalborg, det minder pudsigt om at flytte til Tampere, samme størrelse by (samme behagelige overskuelighed), samme slags gågade, samme slags bargade, nogle finfine barer og spillesteder at gøre til stamsteder, selv indkøbscenterene ligner hinanden, dyre Salling og billige Friis, i Tampere fandtes Sokos (den billige tøjte) og Stockmann (den dyre dame), heller ikke her kan jeg helt forstå geografien uden at støtte mig til kystlinien, og forstæderne er ukendt land, men naturen er dejlig tæt på.
Der er dog også nogle forskelle; jeg kan for eksempel sproget og kender kulturen, selvom visse venner var dybt rystede over at jeg kunne finde på at flytte til Aalborg: "Men ved du hvor langt væk det er? Og de taler helt anderledes, og det er en helt anden kultur! Det tager mindst fem timer i tog!"
Jeg er også lidt ældre, måske lidt mere magelig, ret glad for at jeg kan tage hjem og især glad for at der er nogen, jeg kan tage hjem til. Så kan jeg nemlig også tage ud med ro i sindet istedet for uro overalt. Jeg skal bare ud på tur, jeg kommer hjem igen.

Memo til selv

Seks pas á 24 squats, 20 mavebøjninger, 15 burberrys på 23 minutter. Jeg var til crossfit i roklubben i går. Det er eddermame hårdt.
Jeg tømte også mit roskab og cyklede hjem med svømmefødderne bagpå cyklen; de bor ellers nede i klubben dejligt tæt på vandet, hvor de også skal bruges. Svømmefødderne skal sådan set ikke med til New Zealand,jeg nøjes med snorkel og maske, men det kan jo være, der er en anden, der kan bruge mit skab mens jeg er væk.
Det er lidt mærkeligt med alle de her opsigelser af alting, og farvelbesøg, som alle parter lader som om ikke er en rigtig afsked, det kan jo være vi lige når at ses igen før jeg tager afsted. Rejseforsikring er i hus, flybilletter indkøbt (Aalborg-København-London-Singapore-Auckland, lige det glæder jeg mig ikke så meget til), alle de små praktiske detaljer.

Metablogging

Indtil videre er det vist kun mennesker, jeg også taler med i virkeligheden, der læser med her, men for at undgå alt for meget stilstand før interessante aktiviteter for alvor igangsættes, kan jeg opdatere om de lidt mere uinteressante aktiviteter der er i gang lige nu.
Jeg har været i Norge og besøgt Papa Bear med hans gamle venner, der også er omkring de 60 alle sammen og åbenbart får man en revival i de de yngre, ældre år; den første der gik i seng var mig, og dem, der var mest fjollede, var de sølvgrå herrer, der udnævnte sig selv til ærede logebrødre med hemmelige håndtegn og en meget fin brystnål og skålede på hele balladen i græsk brændevin, en fin metaxa - absolut ikke ouzo - præciserede min far, fordelen ved at blive ældre er åbenbart at man har råd til femstjernet brændevin til fjollerierne.

Vel hjemme igen har jeg pakket liv og møbler sammen, givet min kolossale ikeaseng væk til en enlig mor med små børn, hvilket føltes langt mere tilfredsstillende end at sælge den.  af resterende ejendele er en del kommet  på lager og en del ud til den yndige kæreste, som jeg nu skylder både kage og middage til gengæld for flyttehjælpen. Jeg råbte ikke særlig meget, og mest af låsen, der ikke ville passe til min nøgle på lageret. Den yndige mobbede mig, for at have så svært ved at samarbejde med andre mennesker, der ikke bare gør som jeg siger.Lørdag den femte flyttes både mine og den yndiges ejendele sammen i en lejlighed i Aalborg, og jeg tør ikke love hverken blogopdateringer om hvordan det går, eller hvorvidt vi så stadig er kærester, eller om jeg har slået op i bar arrigskab. Den 14 tager jeg afsted, og så satser vi på at vi godt gider være kærester når jeg kommer hjem.

I mellemtiden genstår blot en mængde praktiske detaljer, en rejseforsikring, et visum (der først kan søges om, når der er mere løn på kontoen), praktiske opkald til fagforening (hvor deres computer forhåbentlig virker så de faktisk kan hjælpe), et internationalt pressekort, et mastercard, hvis nu man smider visakortet væk og alt det andet der står på listen. Flybillet til London! Det skal jeg også huske.

Dog er der først den sidste arbejdsweekend, afskeder fordelt udover vennekredsen med tilhørende udleveringer af møbler og køkkenmaskinpark (den yndige gider ikke have alt mit kokkeriskrammel i køkkenet, før jeg selv er der og laver mad) og til sidst et brag af en afskedsfest, hvor der skal drikkes alt det resterende farmorsprut fra sidste sommers mærkværdige arv.

Så pakker jeg og rejser, og nu er der præcis  to uger og tre dage tilbage.

Tips til andre nærigrøve med kolde tæer i fivefingers

Man kan købe sokker med tæer i i Tiger til 30,- pr par. De ser måske ikke så sporty ud, men de virker.

Dagsrapport 1

• Min far har ringet og forklaret hvorfor der er højvande i Københavns havn, når der er vestenvind. Det er fordi vandet bliver presset fra Kattegat ned gennem Øresund til Østersøen. Noget af det havner så i havnen, og kan ikke komme ud igen, før vinden vender og det bliver østenvind. Idag holdt det op med at blæse og var helt smukt og stille da jeg mødte på arbejde. Vandet sank 30 centimeter på et par timer. Han fortalte også at jeg skal være opmærksom på at der er nogle steder i New Zealand, hvor man ikke kan drikke vandet fordi der lever bakterier i det. Det vidste jeg godt, men kun fordi det stod i Lonely Planets guidebog.

• Jeg var ude at kigge på stjerneskud med den yndige i går aftes, da Giacobini-Zinner kometen fløj forbi. Vi lå ved officersskolen med en kop te og glanede op i himlen, og jeg forsøgte at komme med romantiske livsvisdomme a la 'når nogle stjerner dør, før der overhovedet er nogen der ser dem, så er et år jo ikke så længe', mens den yndige ræbede sig og tænkte på fodboldresultater og en familie med utroligt larmende piger på syv, otte og ni løb rundt ved siden af. Der var hele tiden små stjerneskud lige ude i øjenkrogen. Jeg ønskede mig ikke noget, den yndige ønskede sig noget, men måtte ikke sige hvad det var, for så går det ikke i opfyldelse og det skal ønsker.

• Jeg har inviteret til farvelfest den første fredag i november og fem har meldt sig til indenfor en time. Jeg kommer nok til at savne mine venner mere end jeg regner med.

• Jeg har ni vagter tilbage før jeg skal afsted og jeg glæder mig som et lille barn (eller en arbejdssky teenager) til sæsonen er helt slukket og lukket, for nu er det bare koldt og vådt og trist ude på vandet og jeg er uendeligt træt af at fortælle den samme historie om København 21 gange om dagen og advare om broer 294 gange. De står stadigvæk op under alle broerne, de dumme turister.

De uldne underbuksers tid

Jeg tjekker vejret hver morgen før jeg tager afsted på arbejde, byvejr, farvandsudsigter og vandstand, vandstanden er skyhøj, og det blæser en halv pelikan fra vest (fem til elleve sekundmeter) så vi ikke kommer under broerne i hele havnen. Er der nogen, der kan forklare mig hvorfor vandet løber ind i havnen, når der er vestenvind og den blæser fra land? Jeg forstår ikke dette meterologiske fænomen. meteroulogisk er det.
Jeg tager lange underbukser på og min vindervinterundertrøje fra Tour de Gudenå, uldsokker, trøje, halsedisse, vanter, hue, det er koldt som bare pokker og vi drikker varm te og kakao i litervis fra tvivlsomme termokopper, men der er næsten adrig nogen, der er syge og mine hænder er brændende varme, såsnart jeg kommer indenfor.

Flybillet indkøbt

Efter meget søge og higen efter den billigste billet, samt adskillige samtaler med ualmindeligt høflige indere i England har jeg endelig fået en flyrejse til Auckland fra Heathrow den 15/11. Så mangler der bare nogle få detaljer som en rejseforsikring, rundringning til diverse blade og aviser for at forhåndssælge freelanceartikler, nedpakning af alle mine ejendele udover de tyve kilo jeg må  have med i min rygsæk, lidt samtale med fagforening og a-kasse og andre praktiske kedeligheder som jeg slet ikke har lyst til at gå i gang med.

Far lime!

Jeg har lavet et hul i min ene fivefingersko da jeg var ude at klatre. Hvordan lapper man neopren? Skal jeg lægge et billede af skaden op?

Hvis der er andre end min far, der ved hvordan man gør, må de selvfølgelig også gerne fortæller mig det. Han er alligevel romantisk i Wien de næste par dage.

Tree hugger

Jeg er ikke særlig god til rutinetræning, det bliver så hurtigt så kedeligt at jeg ikke gider mere. Hvis man kan få lidt leg med ind, så er jeg dog helt med på ideen. At ligge og ælte rundt i en polokajak, eller springe rundt på en legeplads (man skal bare lige sikre sig at man ikke skræmmer børnene) eller hoppe rundt på Amagers voksenlegeplads, eller, som i dag, klatre i træer. Der findes mange udmærkede træer til formålet ude på Amager fælled, iøvrigt kan det også anbefales at tage en frysepose med, for der er også utallige brombærkrat samt havtornetræet, som Kira (som jeg deler lejlighed med) var ude at jagte for nogen tid siden. Det kan dog ikke anbefales at klatre hverken i brombær eller havtorn, de stikker.
Derimod findes der en masse piletræer - tror jeg nok - som er udmærkede at klatre i og kan ses på lang afstand. Man skal selvfølgelig ikke klatre højere op end man tør, så man kan komme ned igen, holde godt fast i noget hele tiden og tjekke om grenen holder, før man losser fuld vægt over på den, og undgå rådne og udgåede grene. Ellers er der frit slag, træklatring træner koordination, smidighed, styrke og balanceevne.

Godt klatretræ, store grene, nemt at nå fra den ene til den anden og luft mellem grenene

 Fin udsigt

Langt ned

 dårligt klatretræ, alt for mange og tynde grene

Der var cyklen!

Så kan man iøvrigt finde sjove ting i træer, geocatchere, snegle, svampe og bumsesoveposer.

I får lige en sang om legebørn og natur med: Tree Hugger

Solskinssøndag i september

Årets sidste søndag med vejr, der for alvor er godt og tocifrede temperaturer, blev udnyttet til en solokajaktur fra Svanemøllehavnen op til Bellevue i roklubbens bananbåd. Den hedder Rylle, den er kyllingegul, og jeg havde både fodtøj, madpakke og drybag (tørpose? hvorfor skal grej altid kaldes noget engelsk for at være smart nok?) der matchede. Gul er også sådan en dejlig farve, der tiltrækker insekter og opmærksomhed på vandet.
Efter at have indtaget min gule madpakke på Bellevue - kold majskolbe og banan, jeg sværger det ikke var farvekoordineret med vilje - blæste det lidt op og jeg sad og koncentrerede mig voldsomt om at lade være med at falde ud af kajakken, indtil jeg blev indhentet af studenternes kajaktræner (studenternes roklub ligger lige ved siden af, vi spiller kajakpolo med og mod hinanden et par gange om ugen), der hev mig med meget længere ud fra kysten, end hvad jeg selv ville ro alene, og det var utroligt meget nemmere at ro længere væk fra pålandsvindsbølgerne. Dog kom selskabet med betingelsen om at der fanderme skulle ros til, og ikke noget af det søndagsturspjat, hvor man ligger og glor på måger og forundres over hvor meget hængerøv de gamle nøgenbademænd opad kysten rent faktisk kan have. Det er nærmest et ballegardin, hvor der engang har været en numse. Sjovt nok er det meget sjældent unge mænd, der nøgenbader.
Yderligere forsøgte Mr Kayak at overtale mig til deltagelse i Hellerup handicap, om tirsdagen, fordi det bare er så godt træning. Jeg mumlede noget om skæve arbejdstider, og så øvede vi os i at ligge på hækbølge - samme princip som når cykelryttere lægger sig på hjul af hinanden, bare med kajak.

Bagefter belønnede jeg mig selv med fem kugler is og en flødebolle, og nu er der snart søndagsmiddag.

Research

Jeg læser bøger om at rejse. Alene, sammen, ud på ekspeditioner, på cykel, ski, i sejlbåd over hele verden. Guidebøger, på dansk og engelsk, og så småt begynder jeg at forstå at der er eksistens bag ordene "jeg tager til New Zealand til november". At landet faktisk findes, og jeg skal flyve derned, selvom det lyder helt fjollet at tale om noget på den anden side af jorden. Et sted hvor jeg ingen kender og aldrig har været. Jeg skal derned; ud at rejse, endeligt, igen.

Jo flere bøger jeg læser, jo bedre forstår jeg også, at for at skrive mig frem, er det knap så meget kontakter, jeg skal have, som en reel historie at fortælle, og at tage ud at rejse er ikke nok. Der er så mange mennesker, der har den priviligerede mulighed at rejse ud i verden, og mange, der både rejser og møjsommeligt nedskriver sin historie bagefter, det myldrer med rejsebøger på bibliotekernes hylder. Desværre er størstedelen af dem ikke videre gode, og det er med beklagelse, for intentionerne bag bøgerne er tit gode, et ønske om at dele et vidunderligt privat eventyr, men enten uden evner for formidling, eller også kommer der alt for bratte opbremsninger, lige før det hele bliver spændende, interessant og personligt. Så forsvinder den personlige investering, og vi står tilbage med nøgne facts, hvor langt har nogen cyklet og hvor trætte de er og hvordan man kan leve for få penge på lange rejser. En udvidet rejsemanual om en persons subjektive oplevelse, der ganske givet kan være interessant og indeholde megen brugbar information.
Men skåret helt ud i pap, så skal det være et meget interessant menneske, hvis man skal læse om et enkeltindivid, hvad enten vedkommende befinder sig på eventyr i verden, eller i en etværelses i Nordvest. Hovedet op  røven bliver ikke mere spændende af at røven befinder sig et eksotisk sted.
Strengt taget er jeg faktisk ikke sikker på at jeg har noget at fortælle som ikke er fortalt før, måske endda bedre af andre. Ikke desto mindre skriver jeg jo stadig, og visse dage bliver det jordnært praktisk og faktuelt, alt for mange dage til slet ingenting. Forhåbentlig kan jeg komme lidt nærmere ind til eventyrets hemmeligheder og ikke ende på bibliotekets skraldehylder.

Udover overvejelser vedrørende rejsers esoteriske elementer, er der de rent praktiske, som gør det hele lidt mere virkeligt. Jo mere konkret jeg bliver i søgningerne, jo mere rigtigt virker det også, jeg leder efter roklubber, hvor jeg kan finde roture, venner og måske et langtursrum eller lov til at slå telt op på en diskret græsplæne. Muligheder for overnatning og småjobs, der involverer en vis kulturel udveksling fremforarbejdstid, der kun måles i kroner og ører. Hvornår er det egentlig jeg præcis skal søge om det der visum? Hvor skal jeg bo henne når jeg først kommer derned? Tænk at det overhovedet kan lade sig gøre at rejse så langt, og hvor er det længe siden jeg har været uden for Europa.

Dameturtips I

Da jeg i tidernes morgen i begyndelsen af halvfemserne var blevet stor nok til at være iført rigtigt vandretøj og egen rygsæk, fandtes der stort set intet tøj eller udstyr beregnet særligt til kvinder og endnu mindre til piger. I det hele taget var udstyrsræset lidt mere afslappet i forhold til nutiden, hvor det forekommer visse uansvarligt at tage på tur uden gps. Personligt hælder jeg mere til at det er uansvarligt at tage afsted, hvis ikke man kan læse kort og kompas, men det er nu et sidespor. Det drejer sig om tøj i dag.

Nu kan man sagtens købe lækkert, smart damegrej der fungerer som det skal, passer og heller ikke ser helt åndssvagt ud - nogen turtøj vil altid være sådan lidt uformeligt i det, men nu tager man jo heller ikke regntøj på for at være sexet, vel?

Dog er det et minus - det meste outdoortøj er sindssygt hamrende dyrt. En lillebitte ulden trusse koster ofte mellem 180 og 250 kroner, og det bliver ikke billigere jo større tøjstykkerne er.
Det gælder om at fange det på tilbud, og have en røv i en usædvanlig størrelse, så der er noget tilbage der passer, hvis man vil have mærekvaresager.
Et af mine  tricks er at købe uldent mormorundertøj, der ofte findes i herlige butikker med blandede varer såsom føtex, bilka og tøj&sko. Det er meget billigere, bliver slidt en anelse hurtigere, kommer ofte med en chic blondekant og i flere længder og virker udmærket. Til gengæld fås det kun i sort og hvid, og den sorte er for det meste udsolgt og hvid er en meget upraktisk farve at have med på vandretur.
Fordelen med uld er dog at det er nemt at farve, så da jeg forleden fandt en håndfuld af icebreakers underbukser på udsalg i hvid, smuttede jeg forbi matas og købte noget tøjfarve i tropical green. Man kan også få tøjfarve i hobbybutikker. Kunststoffer tager sjældent særligt godt i mod farve, men kan ofte få en tone, der er mere appellerende end gamle svedpletter.

Det vigtigste angående tøjfarve, er at tjekke, hvorvidt det farver ved en temperatur, som ens uldne tøj kan tåle. Hvis det skal koges, kan tøjet kun bruges til dukker bagefter. Det gør sjældent den store forskel hvorvidt man farver i en balje eller i maskine, når det kommer til farvetone, dog har tøjet oftest bedst af baljen fremfor maskinen. Husk at vask det separat et par gange og skyl grundigt før tøjet bruges første gang. Ellers får man selv en sjov farve.

"Hvidt" tøj før farvning. Skøn blanding af ny & gammel uld i forskellige stadier af fesengulnet, og et par gamle shirts i polyester i en lækker grågul nuance efter flere års brug.

Farvebad, 40 grader varmt vand, 500 g salt (uden jod!), en pakke farve, to timers trækketid. Brug ikke din yndlingsgrydeske til at røre rundt i farvebadet, og lad være med at spild på træbordet. Farven er i virkeligheden beregnet til maskine.

Efter farvebad, vask og tørring. Uldtøjet er nydeligt mosgrønt og polyesteren er blevet tandpastafarvet.

Tour de Gudenå

Fakta: Gudenå Classic, 58 km, 546 deltager, 194 var med til Classicløbet, 24 km lørdag fra Emborg bro til Silkeborg og 34 km søndag fra Bjerringbro til Randers. Jeg gennemførte som nr 160 på 07:07:28, lørdag 03:18:48, gennemsnitsfart  cirka 7,2 km/t, på plads nr 137 og søndag plads nr 161 og 03:48:20, gennemsnitsfart ca 8,9 km/t.   Nåja, og så roede jeg i en coastfighter ved navn Mak. Den tilhører roklubben, hvis I spørger om tekniske detaljer, må jeg nok henvise til google.
Vinderen klarede turen på 04:19:39, hvilket er en total gennemsnitsfart omkring de 13,4 km/t og så taler vi ikke mere om det. For mere se her: Tour de Gudenå.

Min personlige ambition var ikke meget andet end at gennemføre, men om lørdagen endte jeg helt tæt på startstregen og blev grebet af stemningen og padlede som om det gjaldt at vinde. Det hævnede sig senere og de sidste fire kilometer ind til Silkeborg var jeg en meget sølle roer, der kun kom fremad ved tanken om hvor pinligt det ville være at give op så tæt på målet.
Søndag holdt jeg et langt mere afslappet tempo til starten og blev til gengæld ret overrasket, da jeg så det første kilometerskilt mod målstregen, hvor der kun var seks kilometer tilbage - jeg vidste slet ikke jeg var nået så langt. Jeg havde tilmed overskud til en lille målspurt, der nok har betydet særdeles lidt i det samlede regnskab, men temmelig meget for selvtilliden.

Jeg har ikke  holdt øje med hvilket løb, der foregår hvornår, det var udelukkende på rotræner Jakobs opfordring til tilmelding at jeg kom med. I år er mit første år som kajakroer, ellers ror jeg inrigger, og før Gudenåen er min længste tur i kajak de tolv kilometer, der er fra Kvik i Svanemøllehavnen til badeanstalten ved Charlottenlund fort. Nogle ville måske mene, det var en anelse overmodigt at kaste sig ud i 58 kilometer på den baggrund, men jeg satsede (igen) på at grundform, konkurrencelyst og stor stædighed er motivationsgrunde, der kan få mig igennem de største overmodigheder.

Jeg kørte med Tue fra København til Sjælland, han var et mig temmelig ukendt roklubsmedlem, men viste sig at være en særdeles sympatisk herre på alder med min far, og glimrende chauffør og bilselskab. I Silkeborg blev vi indlogeret i et klasselokale, der lugtede umiskendeligt af 1.b, og indeholdt diminutive stole og borde, billedbøger og kæleaben læsefidusen, som jeg uærbødigt brugte som hovedpude, da Jakob mente at holdets Benjamin (mig, såfremt nogen er i tvivl, og jeg har vist små ti år op til Jakob og Allan som de næstyngste) skulle have klassebamsen.
En af d'herrer var indehaver af et voldsomt imponerende snork; ørepropper er et must til alle ture, medmindre man er sikker på det går til en ensom snehule langt væk i Lapland.
Om lørdagen var der først start klokken 12, og god tid til at stå op, spise morgenmad og smugle morgemadspakker med i lommen som proviant, købe bananer som var det zoologisk have udflugten gik til, samt viskestykker til mig. Jeg havde glemt håndklædet og udfra deviserne "En sømand er aldrig rådvild" og "Kan de tørre tallerkner, kan de også tørre andre ting" købte jeg en sekspak viskestykker.

Turen fra Emborg til Silkeborg går over både Mossø og Julsø, alt efter hvor man starter, og de kan i den forkeret vindretning være temmelig vilde, hvorfor der nu er påbudt svømmevest om lørdagen. I år var det fredeligt vejr med solskin og glade kanoturister, der gerne ville i slæb bagpå. Skulle man selv få ideen at tage derud, kan det kun anbefales, der er faktisk rigtigt fint. Jeg har desværre kun et billede fra overgangen, da jeg ellers var travlt optaget af at ro stærkt de første tolv kilometer og derefter af at blive ved med at ro de næste tolv.

Sådan så overbæringen ud fra min kajak

Om eftermiddagen tog vi tilbage til koldt bad og daggammel fødselsdagskage i skolen og derefter på sightseeing i Silkeborg by, hvor dagens sidste roere stadig var på vej i mål. Vi gik op og spiste, da tidtagningen lukkede klokken 18, og fandt en lille italiener, som en masse andre kajakmotionister også havde fundet. De havde udmærket mad, forstået på den måde at den var billig og der var meget af den og den blev serveret hurtigt, hvilket er ting, der sættes stor pris på efter 24 kilometer i kajak. Så gik vi hjem og i seng.

Om søndagen skulle vi op på et aldeles ukristelige tidspunkt, og vækkede hinanden klokken fem om morgenen, hvor vi klatøjede pakkede sammen, spiste morgenmad og kørte ned til starten i Bjerringbro. Jeg tog mig god tid med noget ømme muskler, og lå og hyggede rundt med de stålhårede herrer og damer i den modne del af seniorklassen. Der blev sunget en lille sang af en ældre herre, kigget på pæne broer, beundret urtidslignende buskadser, åh'et  og næh'et af køer og får og yndige landskaber.
Vi nåede også at grine en del af fiskerne, der måbende kiggede på alle kajakroerne, især da vi sagde at der kommer 500 til. Længere nede af åen havde de givet fiskeriet op, næsten da, for der sad et par ældre drenge, som havde hevet whiskeyflasken frem og talte om at fange sild, for dem var der da rigeligt af i åen i dag. 

Der er pitstop halvvejs med gæve jyder og kæmpegryder med suppe og saftevand og bjerge af bananer og en let hektisk, men hyggelig stemning,  hvor alle giver plads til at alle skulle op og spise og drikke og tisse af og videre igen, og dem, der skal afsted på klokkeslet får allermest plads, for vi var en del der slet ikke har så travlt. Der blev vi nemlig indhentet af de friske unge, der er halvt så gamle som mig, og ror dobbelt så langt og dobbelt så stærkt.

Pitstop; også det sted hvor allerflest faldt i åen af bar iver

Lige pludselig var der kun seks kilometer tilbage og så var der tre kilometer og så en og så tog jeg den lamgærmede trøjer med ronummer på igen og spurtede elegant over mållinjen. 

Oppe på målmarken ved siden af Randers regnskov blev jeg forset med lidt småmønter til en hotdog, jeg spiste iført min nye Tour de Gudenå 2011 t-shirt og uldne underbukser, fordi shortsene var våde. Dog tog årets bedstefar fra Køge kajakklub mig under vingen og pakkede mig ind i flere lag fleecetæpper, for jeg skulle da ikke sidde der og fryse. Så sad vi og kigge på roere, tjekkede resultater og lukkede øjnene lidt en gang i mellem, mens vi ventede på at bilstafetten skulle komme igen.

Så træt er man når man kommer hjem efter 58 timer fordelt på 58 kilomter, 7 timer og lidt til i kajak, 11 i bil, og alt for få i seng.

Nyt om Nina

Jeg har:

• båret ting ned i kælder
• bagt to kager, der smagte dejligt, men lignede katastrofer
• fejret fødselsdag med et orgie af kager og dejlige venner
• roet 58 km i kajak
• sovet i et klasselokale med fire snorkende roklubsherrer
• stået op klokken fem en søndag morgen - frivilligt!
• codrivet fra Randers til København
• båret ting op af kælder

Udførlig rapport følger senere, nu skal der spises og soves først.

Ryd forsiderne!

Jeg skal måske også til Fiji fra New Zealand. Min fars kollega Villiame kommer derfra, og vi skal arrangere noget med en introduktionsbeskrivelse til hans lille landsby, der ligger på en ø tolv timers sejlads fra hovedøen, hvor man så skal gå tværs over øen og kommer til deres lagune. Det synes jeg kunne være ret sejt.

Nogle gange er deltagelse også en måde at vinde på

Vi stillede stolt op til Svanemølleræset i går og vandt en ærefuld andenplads. Med forbehold for manglende  træning, var vi glade nok for kun at tabe med en lille bådslængde, og kaninherrerne (årets nye mandlige roere) vandt heldigvis deres løb, så Kviks vederværdighed ikke gik fuldstændig tabt.
Til den efterfølgende middag blev de næstsidste detaljer planlagt, resten af holdet kører derover fredag eftermiddag, jeg invitere på kage og fredag aften futter jeg derned i tog til afhentning på Silkeborg station, hvor vi skal overnatte på Sølystskolen.

Formen er ikke helt i top, jeg har ømt håndled efter en udfordring til at klatre i flagstang - selvfølgelig kunne jeg det - og ro konkurrence bagefter og sidder nu i mormorskinne på venstre arm. Jeg håber virkelig ikke det ødelægger weekendens planer for Tour de Gudenå.
Alt er dog ikke jammer, jeg har fået tidligt fri klokken 18.30, og bager knækbrød med forventning om at det kan holde os alle kørende i weekenden.
Opskriften har verseret på en del ret meget mere pigede blogs, så den er ikke min egen:

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkefrø
1 dl græskarfrø
3,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2,5 tsk salt
2 dl vand
1,25 dl olie

Det hele røres sammen til en klæbrig dej og mases ud til en passende tyndhed mellem to stykker bagepapir og bages ved 200 grader i 5-15 min. tjek med din egen ovn, og man skal helst sidde og stirre intenst ind ad ovndøren for pludselig er det mørkebrunt og smager af pap med brændt popcorn. Ved den korrekte lysebrune farve er det fantastisk.
Frøene kan i øvrigt omfordeles alt efter havd man har i huset, og hvis man er bange for hvedemel, kan man sikkert bare komme noget andet mel i. Det hænger muligvis ikke lige så godt sammen i så fald.
Glimrende næring til travle arbejdsdag på havet, i kajak og andet friluftsspas.

Løb er også en slags træning

Det er blevet til en frygtelig masse dage på havet, alt for mange og lange timer i båd, og alt for få i kajak; især da jeg er kommet til at melde mig til Tour de Gudenå. I alle fald har kajaktræner Jakob spurgt, jeg sagde ja, han tog sig af det praktiske og jeg burde have taget mig af træningen, men har ikke rigtigt nået det, forde jeg kom til at arbejde. Jeg blev også ringet op af Jan, vores rotræner, der sagde at jeg havde glemt at melde mig til Svanemølleløbet - det viste sig at han manglede en dame i firer-outrigger.
Vi ligger fire roklubber på vores lille vej, og der er både konkurrence og kærlighed på tværs af hegnene. Til hverdag smutter man ind forbi de andre, hvis der pludselig mangler én til en tur ud i firer, eller et halvt hold til en poloturnering. En enkelt dag i september er der dog Svanemølleræs, hvor studenterne stiller op med en overflod af muskuløse unge mennesker, der til daglig ror stærkt i outrigger af forskellig art på Bagsværd sø, i Kvik skraber vi et hold sammen til hver konkurrence, for dog at forsvare æren som Københavns ældste roklub, og de andre stiller op med det, de nu kan, hvor nogen har tilmeldt sig.
Det bliver lidt spændende, for jeg har stort set ikke roet andet end kajak i år, og vi har ikke nået at træne sammen. Om ikke andet, så er vi dog repræsenteret, og det er i bogstaveligste forstand et ræs på kun 800 meter, så jeg dør næppe.
Tour de Gudenå er lidt værre; det er på lørdag og søndag og det er mig og de seje gutter, der i den grad kan trække fra mig og det er 58 km - Gudenå classic - hvilket  ikke en gang er særligt langt for et kajakmarathon, men ret langt for en temmelig grøn kajakroer. Jeg håber på at gamle romuskler også virker her.
Ambitionsniveauet ligger temmelig lavt, jeg vil gerne gennemføre, og så skal det helst også være lidt sjovt.
Papa Bear oppe i Norge syntes det var ret sejt at jeg skal med i hans gamle løb, og tipsede mig om at den blå elektrikertape er mest vandtæt, ifald jeg har behov for antivabeltape. Almindelig sportstape har det med at gå i opløsning, og min kajakvable lige under venstre langfinger er så permanent at den er ved at udvikle sig til et kajakar.

Træning før tur

Nu skal jeg jo hverken ud at krydse indlandsis eller foretage andre ekstreme bravader, men at rende rundt med ca 20 kilos rygsæk kræver alligevel en vis grundform. I Norge, hvor jeg oprindelig kommer fra, taler man om at gå sig i form. Det kan man også godt, så bliver de første ture bare mere slid end sjovt.

Det meste af den daglige træning foregår i Kvik, hvor jeg ligger og plasker rundt i kajak eller inrigger og flytter jern op og ned og frem og tilbage i træningslokalet. Det bliver suppleret med svømmeture fra Svanemøllestranden lige ved siden af - dog ikke i øjeblikket, for der er fralandsvind, dermed kommer der koldt vand ind mod land, og i det kolde vand ligger der brandmænd og hygger sig. Dem er vi ikke venner med. Og så løber jeg lidt. Lunte-trunte, blev jeg kaldt i går af en såkaldt ven, og han har evigt ret, jeg er en doven løber, men lidt benmuskler og kondi skal der til.
Desuden er jeg ret glad for den her hjemmeside, 100 push-ups, og de tilhørende med squats osv. Dejligt nemt at gå til derhjemme. Alt i alt er der kun få dage, hvor jeg ikke træner, og selv da drøner jeg på cykel fra Nørrebro til Arsenaløen til og fra arbejde. Det er dog ikke videre planlagt elle målrettet træning, og det er faktisk også svært at vide hvad man træner til, når det drejer sig om ture á la dogmerejse. Man skal være forberedt på alt hvis man ikke har forberedt noget, og så drejer det sig om varieret træning.

Af generelle tip, gælder det om at den rigtige slags træning, er den man får lavet, og for klejne kvinder som mig selv er styrketræning uundværligt; og nej, man bliver ikke stor af det. Hvis man fra naturens side er lavet i en str. lille, bliver man allerhøjst en str. medium af den faste og pæne slags, og det kræver dedikeret arbejde og ret mange tunbøffer. Almindelige damer uden lægelig assistance og suspekte medikamenter, kommer ikke til at ligne ukrainske vægtløftere helt af sig selv. Vi kan ikke en gang få arme som Madonna.

Tirsdagssøndag

Så blev der fyret en nogen-og-fyrre-timers arbejdsuge af på fire dage, de fleste af dagene iført shorts og solskin ude på havet. Der var kun ganske få ture a la "nu sejler vi ind i Christianshavns kanal, der blev udgravet på ordre af kong Christian...", derimod var der brudepar, der blev gift ombord, komikere og præster, der fortalte deres helt egen historie om København set fra vandsiden, og en dejlig masse transportture, hvor man bare er helt almindelige sømand, og ikke skal servicere i hoved og røv, men kan få lov til at øve sig i at sejle og at lægge 20 meter kanalbåd til, og stå og glane på Dannebrog og Georg Stage, der sejler ud og ind af havnen, mens det nye mandskab øver sig før efterårets togter.

Oveni nåede jeg også kaninfesten i roklubben, og for de uinviede kan jeg fortælle at kaniner er de nye roere i roklubber, og her i slutningen af sommeren bliver de døbt i havvand og andre interessante ingredienser, og derefter fejeret med en meget festlig fest, der strækker sig over fire roklubber, og ender inde hos studenterne, når klokken bliver mange, og vi selv er løbet tør for øl.
For mit vedkommende blev festen så festlig, at jeg vågnede klokken 7.40 i en af køjesengen i roklubbens langtursrum ude i Svanemøllehavnen, og skulle møde på arbejde på Arsenaløen kl 8.30. Heldigvis virker havluft mod tømmermænd.

Forberedelser I

For at kunne rejse nogenlunde behageligt, skal man have penge. For at have penge skal man a) arve dem, b) vinde i lotto, c) få en sugar daddy sponsor eller d) arbejde.
Jeg hænger på d, og guider turister i havnen, og det har jeg beskæftiget mig med i dag. Vi har en ret smuk udsigt fra kontoret.

Det er ikke altid lige spændende, men har sine øjeblikke såsom tidlige søndagsmorgener, hvor jeg står og venter på amerikanske turister og finder krabbeskjolder, som en måge sirligt har pillet og efterladt på kajen. Til gengæld kan tiende tur rundt om kanalerne på tre forskellige sprog godt trække tænder ud.

Rejsen begyndte i Helsinki

Det er nærmest ikke til at sige hvor en rejse for alvor begynder. Når jeg står i New Zealand, nu mens alt bliver planlagt, da jeg tog afsted på min allerførste telttur som niårig ned til elven 400 meter fra mine forældres hus, da min far gav mig kompasset som tolvårig og spurgte hvor vi skulle hen, da jeg fik  ideen? Når alt kommer til alt, har det sandsynligvis alt sammen indflydelse.

Det blev New Zealand via en omvej nordpå.
Jeg kedede mig utrolig meget på mit studium,  faktisk så meget at jeg endte med at tage til Finland for at læse. Deroppe varer et forårssemester til slutningen af maj, og når semesteret er færdigt, bliver udvekslingsstudenter smidt ud af deres kollegieværelse. Jeg skulle først igang igen i Danmark i september, og havde så tre måneders sommerferie og ikke noget særligt at tage mig til, og i øvrigt heller ikke særligt mange penge. Desuden havde jeg aftalt med mit fremtidige kollektiv at jeg skulle flytte ind i midten af august, så stod jeg også uden et decideret hjem de næste 2 1/2 måneder.

Det var dog ingen grund til panik, jeg pakkede mine ejendele og sendte dem hjem til min mor i Danmark. Det eneste der ikke blev sendt væk, var telt, en smule praktisk tøj, sovepose og mit slidte trangiasæt, samt en enkelt fin kjole, der var til bryllup i Oslo. Så snart festlighederne var overstået, hoppede jeg på en bus til Trondheim. Der talte jeg mine penge, og fandt ud af at jeg umuligt kunen nå særlig langt med offentlig transport i Norge. I stedet fik jeg et lift med en tømrer og derfra begyndte et eventyr i det nordligste Norge, Sverige og Finland, indtil jeg den 18/8 stod i København, kun et par dage forsinket.

Jeg blev for alvor bidt af rejsebacillen, hvor nemt det var, hvor mange seje mennesker jeg havde mødt, alt jeg havde oplevet, og jeg skulle ud igen.

Det var ikek helt tilfældigt at valget faldt på New Zealand. Den dér tømrer, der havde givet mig et lift var taget derned i 2010 og kom hjem med billeder og røverhistorier, der simpelthen ikke ville ud af hovedet igen. Jeg undersøgte lidt på nettet og fandt ud af at det nemt at få et visum til New Zealand, og man kan oven i købet få lov til at arbejde lidt, hvis man løber tør for penge.
Desuden er det verdens sikreste land - og det lyder måske tøset og det er det også. Det er ikke noget problem at tomle, men kun så længe man bliver samlet op og sat af igen, dér hvor man selv beder om det. Det kræver en vis tillid mellem chauffør og passager, især når jeg skal afsted alene.
Princippielt er det ovenstående blot detaljer, der muliggør rejsen; New Zealand er et af de steder, jeg er nødt til at se før jeg dør. Jeg mener, se bare her. Det er derfor jeg skal derned; der er fantastisk smukt, og jeg kan rende rundt på bjerge, hvor jeg kan bo i telt og være lykkelig med mig selv, min rygsæk og min frihed, før alvoren og voksenheden kommer og ta'r mig.

Velkommen i teltet

Velkommen på min nye blog. Her kan du læse om forberedelserne til og følge med på min næste tur.
I midten af november tager jeg til New Zealand for at vandre, klatre, sejle, ro, surfe og tomle hele landet rundt, møde nye spændende mennesker og opleve en masse eventyr.
Det er en temmelig dogmatisk rejse med få regler:

• Transport skal foregå for egen maskine, eller ved at tomle. Offentlig transport må bruges, når der ikke er andre muligheder for at komme frem - hvis nu jeg finder på at tage til Fiji. Der er ret langt at svømme.
• Overnatning foregår i telt, undtaget hvis man ikke må sove i telt, eller der er sikkerhedsmæssige grunde til at lade være - hvis nu det stormer helt vildt.

Dog vil jeg have et lille udhvilingssted i Gisbourne, hvor en ven af ven bor, og jeg gerne må lægge lidt rent tøj og komme forbi til et rigtigt bad og en vaskemaskine og et komfur og den slags umådelig luksus imellem turene.