Gisborne - Te Urewera - Gisborne

Jeg tog på vandretur i urskoven i stedet for at fejre nytår i Gisborne, her kom 30.000 teenagere og drak sig fulde og hørte et eller andet newzealandsk musik, jeg alligevel ikke kender og er ret ligeglad med fra den 27 december til den 1 januar. Tante Nina pakkede derfor vandrerygsækken og efterlod andre sager på hostellet i Mutter Skraps hårdtslående hænder (dragen der vogter over the flying nun, af og til bider hun også de logerende, men hun kan godt lide mig, jeg roder nemlig ikke, eller drikker mig fuld og larmer), og så gik jeg ud på vejen og stak tommelfingeren ud og sagde at jeg ville til Te Urewera. Så var der nogen, der kørte mig noget af vejen og nye, der samlede mig op og efter fem timer var jeg der, overnattede på campingpladsen, købte kort morgenen efter og drog ud i den store vilde natur.

Jeg gik rundt om Lake Waikaremoana, næsten hele vejen oven i købet, for jeg var også på toppen af Manuoha (næsten 1400 meter) i regn og tåge, og snød kun fra Onepoto roadhead tilbage til motorcampen, fordi jeg ikke havde mere mad. Så var jeg snydeheldig og fik et lift hele vejen med et par, der oprindelig kom fra Gisbrone, men nu bor på sydøen og skulle hele vejen fra nationalparken og til Goísborne. De satte mig af lige ved døren og gav mig deres telefonnummer, så jeg kan ringe, hvis nu jeg kommer ned i nærheden af hvor de bor.

Men  tilbage til turen; det var solskinsvejr den første dag, op til Sandy Bay Hut, der ligger meget smukt ved en mindre sø. Der var et par familier på tur (og jeg fik et til nummer og tilbud om overnatning, hvis nu jeg kom til Hamilton - alle kiwier er søde), men jeg var den eneste, der skulle videre, for dagen efter blev det regnvejr. Det gjorde det i den grad også, men jeg fistrede alligevel op til toppen af bjerget, og da jeg var deroppe, var det så meget regnvejr at jeg blev et par dage og morede mig med at hugge brænde og øve optænding af vådt ved, skrive lange breve, spise suppe med ekstra ris og forlæse mig på Moby Dick. Jeg endte faktisk med at holde nytår helt for mig selv i en ensom hytte i skoven i regnvejr og en enkelt minaturechampagneflaske, og det lyder måske lidt trist i visse ører, men var faktisk ret godt.
Den første var det på tide at komme videre, og egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gå rundt om søen, for der skal man booke hytter og tltpladser og betale i dyre domme og hist op og kom her ned. Min oprindelige rute involverede dog noget med at krydse elve, og siden stien var blevet til en bæk efter regnvejret, bestemte jeg mig for at DOC nok heller ville have at jeg fusker mig til teltpladser, end at de skal fiske mig ud af en flod om et par uger.

Derfor gik jeg ned til søen og rundt om den i stedet, og det er en af de ti Great Walks, og derfor er det pissedyrt at campere eller bo i telt. Jeg slap dog med at betale 20 dollar, den dag jeg blev snuppet af rangeren, der vistnok helt uofficielt egentlig var enig med mig i at det var bedre at jeg fuskede mig til teltpladser, end at de skal fiske mig ud af en flod om et par uger.

Der er en nemlig ranger, som tjekker at man har betalt, han sejler rundt, på andre Great Walks plejer der at være en ranger pr hytte så man ikke snyder, selvom der vist også er en del sport i det. Great Walks konceptet er for øvrigt relativt nyt og medførte en brat pisstigning, som en del indfødte er temmelig utilfredse med og mener hellere går til alt mulig andet end vedligeholdelse af hytter og stinetværk.

Te Urewera er en regnskov, og i sagens natur regner der derfor en del. Stien er dog ret velholdt og relativt nem at gå ad, selvom der er kuperede dele og en frygtelig masse mudder. Hvis man er meget lille, eller gammel eller har ondt i sine knæ, er det måske ikke så god en tur. Der er fine udsigter over søen, og masser af muligheder for at bade og fiske ørred. Hytterne er ret basale og kan ikke leve op til DNT-standard, men der er hytter og man kan tænde op og tørre tøj og sove på en madras i sovesalen. Meget andet kan man dog ikke, så alt andet skal medbringes, hvilket vil sige mad, gaskoger, køkkengrej, sovepose, stearinlys og lommelygter til om aftenen osv.
Hvis man ikke orker at gå hele turen rundt om søen findes der også et relativt dyr watertaxiservice, der henter og afleverer ved alle hytter ved søbredden.

Skoven er meget grøn og meget tæt, og der er faktisk en del, der går væk fra stien og således forsvinder. De fleste bliver fundet igen, men jeg fik at vide at de har syv helikopterlandingspladser rudnt om stien, fordi så mange bliver væk.
Søen blev sænket i halvtredserne for at lave et vandkraftværk, som nu tilhører den lokale Iwi (altså lokale maoristamme), så en del af stien er på den gamle søbund og dejlig flad. Det synes de lokale vildsvin også, de graver lige ved siden stien og hviner om natten. Der er også en masse fugle, deriblandt kiwifugle, men de er svære at se.

Te Urewera betyder i følge Lonely Planet "den brændte penis", uvist af hvilken grund, og var en af de sidste maoribastioner, hvor de hvide ikke havde noget at sige. Den lokale iwi har stadigvæk stor bestemmelse over området og var ret fjendtlig indstillet overfor Pakeha (hvide) indtil de fandt ud af hvor man penge man kan snøre vandrere for. Selv kunne de ikke drømmer om at betale penge for at bo i hytter eller noget som helst andet, og det rager ikke nogen, hvornår og hvordan de fisker og går på jagt - kilde: Tucker, fra te iwi, der gav mig et lift på vej derop.
Det er nu ret imponerene at de som stenalderfolk ar været i stand til at overleve i regnen og mudderet iført græstøj mens de har været ude at fiske ål. Der kan faktisk også sne om vinteren.