Sunday 8 January 2012

Rejsebrev I

Gisborne, Flying Nun søndag 8/1-2012.

Jeg keder mig. Kedsomhed er ofte en del af rejsen, og en lidt overraskende del, for vi tager jo netop ud for at opleve nye og spændende ting og undslippe den daglige trummerum og kedsomhed. Ikke desto mindre tales der forbløffende meget om "derhjemme" på hostels; hvor kommer man fra, hvad laver man der, hvad skal man når man kommer hjem igen. Et andet udbredt emne er hvorfor man tager ud at rejse, vi er en navlepillende flok og utroligt mange tager ud for at finde sig selv,og finder vist i virkeligheden ikke så meget andet end bunden af en flaske hvidvin og muligvis nogen at være nøgen med, for hvad søren skal man egentlig foretage sig når aftenen og natten falder på, og bor på hostel med hundrede unge mennesker mellem 19 og 22, der også er ude at lede efter sig selv på en subtropisk strand.

Så bliver jeg den sære gamle tante, ikke sur, skal det lige tilføjes - hvis jeg selv var 21, ville jeg nok være ret vild med at befinde mig på et hostel fyldt med sydamerikanere og hvidvin og fiesta i et subtropisk sommerklima - men sære, fordi jeg gider simpelthen ikke.
Jeg gider ikke drikker mig fuld i billig vin, fordi der ikke er andet at lave, jeg gider ikke flirte med folk, der er syv år yngre end mig, for de syv år gøre en så stor forskel at vi befinder os i forskellige verdener, jeg gider ikke bruge hvad der essentielt er min ferie, på at se youtubevideoer af andres menneskers venner og katte. Jeg vil hellere læse en bog, tage på museum, være lidt alment turistet, tale med de lokale og skrive på den store roman. Ørepropper er essentielle når man bor på hostel, og ligeledes evnen til at beskæftige sig selv.

I virkeligheden er jeg måske blevet for gammel til at være backpacker, og det har kun lidt med alder at gøre, men næsten alt med attitude. Jeg er her ikke for at finde mig selv, heller for at finde et bjerg, der kan udfordre mig, en historie, der er interessant og mennesker, der kan fortælle mig om det land jeg befinder mig i. Jeg er her for at opleve, lære, noget nyt, og lige nu føler jeg mig gammel. Det er ikke i det indre, men i det ydre rum jeg vil på opdagelse.

No comments: